GAFFA.dk - alt om musik
Bandet beskriver filmen som "vores udgave af The Wall"
Prog-rockerne Muse har annonceret en ny film med som udgangspunkt i deres album fra 2018, Simulation Theory. Filmen er dels en koncertfilm og dels en fortælling om en fiktiv gruppe forskere, der vil redde menneskeheden ved at undersøge en verdensomspændende paranormal smitte – ikke ulig corona-pandemien.
Filmen er optaget i O2 Arena i London og bliver tilgængelig på diverse medieplatforme den 17. august. Fra samme dato vises den i udvalgte IMAX-biografer rundt om i verden – dog ikke i Danmark, ser det ud til ud fra kino.dk.
Frontmand Matt Bellamy har tidligere beskrevet filmen som bandets udgave af Pink Floyds film The Wall fra 1982, der tog udgangspunkt i albummet af samme navn.
LÆS OGSÅ: STORT MUSE-INTERVIEW: Tilbage til den simulerede virkelighed
"Den har elementer fra liveshowet, men den har også elementer fra alle musikvideoerne fra albummet – med firser-æstetik og fantasy-elementer. Så er det er ligesom vores udgave af The Wall," fortalte han til netradioen Beats 1 ifølge NME.
Han understregede også, at filmen er lavet og udtænkt længe før coronapandemien.
Simulation Theory-turnéen ramte også Danmark, hvor den blev anmeldt af GAFFAs anmelder til fire stjerner. Læs anmeldelsen her.
Filmens officielle trailer på YouTube kan ikke ses i Danmark, men nedenfor kan du se en trailer for biograf-udgaven.