STORT MUSE-INTERVIEW: Tilbage til den simulerede virkelighed

STORT MUSE-INTERVIEW: Tilbage til den simulerede virkelighed

Nostalgien er en romantisk spejling af fortiden. Den eksisterer i balancen mellem fortiden og nuet, før uhåndgribelig, men teknologien har i dag gjort den tilgængelig. Med sit ottende album forsøger Muse at genskabe nostalgien fra barndommen. Simulation Theory er rejsen tilbage til fortiden med et fast greb om samtiden. I midten af London fik vi hele historien.

Vi sidder med udsigt over Kensington. Londons overklassekvarter, der alle dage har været et sted med dyre biler, forretningsfolk og high end-mærketøj. Imellem kaffekopper to go og indkøbsposer fra Harrod’s ligger Warner UK. Glasmonstret imellem skjulte penthouselejligheder og Kensington High Street vest for Hyde Park i London. Over for mig sidder Matthew Bellamy. Sammen med Chris Wolstenholme og Dominic Howard har Muse delt sig op for at tale med pressen, der er fløjet ind fra Holland og Tyskland og så videre. Jeg er rejst alene fra Danmark. Med et døgns varsel og nyheden om den plade, de smider på gaden i begyndelsen af november. Pumpet op på kaffe og cookies fra caféen ved siden af forsøger jeg at følge med de ord, der flyver ud af Matt Bellamys mund. Manden fra et band, der må siges at være en ret stærk kandidat til at være blandt verdens største. Og alligevel er det ikke til at mærke. Imens jeg lytter til ham, tænker jeg på min historie med England. Om mine venskaber herovre, og hvordan virkeligheden kan være en anden, end den giver sig ud for at være.

– Den virkelighed, du lever i, kan være en simulation, forklarer Matt Bellamy. – Og hvad der er endnu mere interessant er, hvordan vi i fremtiden kan skabe mere og mere præcise simulationer. Hele konceptet omkring Simulation Theory handler om det – en simuleret virkelighed. Koncepterne er blevet synonyme med Muse. I flere år har de bevæget sig inden for de felter, og altid har det været muligt at trække en tråd til virkeligheden. Frustrationen over det politiske billede, over samfundet og Matt Bellamys rolle deri. På Drones fik frustrationerne afløb, fordi der ikke syntes at være andre muligheder. Det var mørkt og dystopisk. På Simulation Theory banes der vej for farverne. Der dykkes ned i teknologien, fordi den ikke er til at komme udenom, og derigennem skabes et rum imellem virkeligheden og fiktionen.

 – I takt med, at computerne udvikles, bliver nøjagtigheden i for eksempel virtual reality virkelig stærk i fremtiden, fortsætter Bellamy. – Da jeg begyndte at arbejde med albummet, havde jeg lige købt et VR-headset, og hvad jeg opdagede ved det var muligheden for at tage tilbage i tiden på den måde. Jeg var stor fan af Star Trek, da jeg var yngre, og da jeg så begyndte at spille Star Trek Bridge Crew med mit VR-headset, selvom jeg overhovedet ikke er en gamertype og derfor ikke har gamet i tyve år eller sådan noget, var det bare helt vildt og egentlig chokerende at opleve den udvikling, der er sket siden dengang. Og med det spil kan man vælge forskellige typer rumskibe, så det kan enten være et retroskib fra 70’erne eller et futuristisk rumskib.

– Og da jeg først blev hooked på det fra 70’erne, blev jeg bare blæst bagover, hvor realistisk og nostalgisk det hele var. Så det fik mig til at tænke over, hvordan virtual reality er en mulighed for at genbesøge nostalgien og samtidig opleve følelsen, at nostalgien stadig lever. Jeg tror, at konceptet omkring nostalgi ændrer sig lige nu, fra at være fortid og ikke længere noget, der eksisterer, til at være noget, folk ønsker at bringe tilbage. Behovet for at leve i nostalgien og skabe muligheden for at genbesøge og genskabe gamle barndomsminder. Mine barndomsminder var meget centreret omkring sci-fi i forhold til de idéer, jeg har sidenhen har fået. Og med Simulation Theory handlede det for mig om at genbesøge den tid i mit liv og rent faktisk skabe et rum for den nostalgi. Og det sjove ved det her og særligt virtual reality er, at man rent faktisk føler sig syv år gammel igen.

Artiklen fortsætter under videoen

Flugten fra nuet

Nostalgien er et romantisk billede af fortiden. Det er flugten fra den smertefulde nutid, hvor negative og dystopiske strømninger har det med at drukne en udvikling, vi aldrig ville kunne leve uden. Jeg tager mig selv i at drømme mig tilbage til fortiden. Jeg opfatter plyssede hoodies og sko fra Fila som et levn fra min barndom. Før internettet. Før Tekken 3 og Anakin Skywalker inden Darth Vader. Tiden tilbage til dengang, Marty McFly i sin DeLorean rejste tilbage til fremtiden og landede i 2015. Før Trump og Brexit. Simulation Theory er et romantisk billede af alt det. Det er et samtidigt indblik i Matt Bellamys barndom, han deler med resten af sit band. Flugten fra nuet uden at give slip på samtiden.

– Forsøget på at flygte fra nuet. Det relaterer sig også til min oplevelse med VR. Overordnet set er det den retning, vi har fulgt på mere eller mindre alle sangene på albummet. Forsøget på at skabe et kryds mellem en nostalgisk følelse og en futuristisk idé, forklarer Matt Bellamy. – Da jeg begyndte at bruge VR, bekymrede jeg mig mindre om politiske problemer og alt det lort, jeg så i nyhederne. Det virkede pludselig mere uvirkeligt. Og idéen ved at være uden for nuet er ret interessant, og derfor er et af temaerne ved albummet at udforske den idé. Når to tidspunkter forbindes – fremtiden og fortiden – har det virkelig en effekt, der får dig til at føle dig uden for nuet. Det er virkelig en kraftfuld følelse at få, særligt når man ser på den måde, verden er på lige nu.

Artiklen fortsætter under videoen

Nostalgisk samtidskultur

I døgnet op til rejsen til London sad jeg og lyttede til albummet. Jeg studerede materialet, der allerede var udgivet. Jeg så videoer, der krydsede universet mellem Teen Wolf og Tilbage til fremtiden. Grand Theft Auto: Vice City og Cyberpunk. Michael Jackson og Muse. Jeg steg på en taxa i Victoria med Simulation Theory i mine ører og krydsede byens gader med tankerne om Stranger Things og IT. Hvordan samtidspopkulturen genbesøger 80’erne. hvordan barndommen bliver til nostalgien, der dominerer kulturbilledet. Og risikoen ved det retrospektive, der bliver til det forældede.

– Nogle af kriterierne ved samtidskunst og samtidsfilm er idéen ved at forbinde nostalgi og fremtid, svarer Matt Bellamy, da jeg spørger ind til bandets bekymringer ved at lave et værk, der trækker så meget på fortidens popkultur. – Jeg ser faktisk Simulation Theory som samtidskultur. Man ser det i flere forskellige eksempler på samtidskultur – Lana Del Rey eller Ready Player One. Og på den måde er en af de mest definerende punkter ved vores tid friheden ved at blande hvilken som helst tid og stil. Det er med til at definere vores tid, fordi mennesker godt kan lide at føle sig transcenderet fra nuet. De vil gerne føle en forbindelse til noget tidløst frem for noget, der står stille i nuet. Det ser jeg i mange former for samtidskultur. Så selvom jeg måske beskriver albummet som en kombination af nostalgi og futurisme, er det faktisk et resultat af det samtidige.

Artiklen fortsætter under videoen

Metamodernistisk møde mellem fortiden og fremtiden

Jeg tænker på tilfældet mellem Simulation Theory og Stranger Things. Hvordan albummets artwork er designet af Kyle Lambert (Stranger Things, red.). Hvordan associationerne flyder over mod Blade Runner og Ghostbusters. Det kan ikke være tilfældigt, tænker jeg.

– Der er helt klart en forbindelse imellem de ting, svarer Matt Bellamy, da jeg sætter ord på mine tanker. – Du er lige kommet med nogle gode eksempler på det, og nogle af de mest definerende aspekter ved det her årti er helt klart den renæssance. Det er følelsen af at skabe noget alternativt til en parodi. Det er ikke gennemført nostalgi, men derimod en kombination af nostalgi og noget andet. Og det giver liv til noget, der egentlig er fortid, og samtidig får det nyt liv ved at blive videreudviklet. Det er en form for genfødsel eller genoplivelse af noget, i højere grad end at genbesøge og kopiere noget fra fortiden. Når Lana Del Rey har et udtryk, der er stærkt inspireret af 50’erne, men synger om noget, der eksisterer lige nu, kan det ikke være fortid, men derimod heller ikke nutid. Det er en kombination af de to ting, der på den måde giver nyt liv til fortiden. Det tiltrækker mig enormt meget.

– Nogle kalder det for metamodernisme, som kan bruges i beskrivelsen af det her. Det er ikke alene brugbart i beskrivelsen og definitionen af tiden, men samtidig også i beskrivelsen af forskellige følelser. Det er beskrivelsen af to følelser, der er forbundet gennem den samme oplevelse. Det er en kombination af noget intimt og episk. To modsættende poler, der forsøger at skabe et fælles ståsted, og det er en ret interessant måde at lave musik ud fra. Måden at skabe en samhørighed mellem to modsættende verdener, og det kan være enormt tiltalende af ret åbenlyse årsager. Den politiske verden er lige nu præget af modsætninger. Der skaber ekstremer i hver i sin retning, og det påvirker drømmen ved at skabe et fælles grundlag mellem de to ekstremer. Jeg er måske lidt filosofisk, men muligvis opstår den her nye måde at tænke på, hvor man kan skabe et fælles grundlag mellem de to ekstremt forskellige poler.

Flugten til den simulerede virkelighed

Jeg husker Muse fra min gymnasietid. Jeg husker dem fra Roskilde Festival i 2010, og hvordan bandet øjeblikkeligt trådte ind i mit univers med verdensklasse. Jeg husker deres politiske budskaber. Hvordan budskaber blev smeltet ned i Drones, der kunne overføres til det britiske overvågningssamfund og digitaliseringens menneskestyring. Jeg forstår behovet for at flygte fra virkeligheden. Jeg rammes selv af den følelse en gang imellem. Dykket ned i metamodernismen og skabelsen af et frirum mellem to modpoler. Hvordan flugten fra virkeligheden kan skabe en ny, simuleret virkelighed.

– Meget af Simulation Theory repræsenterer en form for eskapisme fra virkeligheden, forklarer Matt Bellamy. – Men det jeg har opdaget er, hvordan virkeligheden kan være meget ubehagelig, særligt med henblik på det politiske billede. Jeg har besøgt Burning Man-festivalen fire gange siden Drones, og der oplevede jeg noget lignende som ved virtual reality. Når vi bevæger os væk fra virkeligheden, er mennesker faktisk gode mod hinanden. Det er en basal og oprigtig følelse. Måske er jeg naiv, men det var virkelig min oplevelse af det. Og det adskiller sig jo meget fra den virkelighed, vi oplever. Da jeg spillede Star Trek med en gamer fra Rusland eller Kina, var vi alle sammen fokuserede på at løse det samme problem, fordi det var fiktivt. Det var et syntetisk problem, der adskilte sig fra virkeligheden. Og når man når til den rigtige virkelighed, virker alle til at være uenige. Så gennem den her eskapisme og fiktive oplevelser var det en virkelig forfriskende påmindelse på, at mennesker faktisk kan komme overens.

– Jeg tror ikke, at jeg vil opfordre til eskapisme for enhver pris, fortsætter han. – Men det har en positiv effekt at flygte fra dine hverdagsrutiner. At jeg gjorde det, gav mig et mere positivt syn på verden og menneskene deri, og samtidig fik jeg et mere positivt syn på teknologien. På den måde er Simulation Theory meget anderledes fra Drones, hvor jeg var mere negativ. På Simulation Theory har jeg oplevet det gennem ekstremet ved at eksistere gennem et virtuelt univers, som virtual reality jo er, og samtidig ved at besøge Burning Man, som er modsætningen af det. Og begge steder befinder sig enormt langt fra virkeligheden. Det har givet mig et meget mere positivt syn på alting.

Artiklen fortsætter under videoen

Bag om Simulation Theory

– Vi lavede det meste af pladen i Los Angeles og kun meget lidt af den i London, fortæller Matt Bellamy. – Der var ingen producer, der havde en overordnet idé om pladen, men derimod kun bandet, der havde det. Og vi valgte de forskellige producere til de forskellige sange, fordi vi gerne ville have deres touch på nogle bestemte sange. Det gjorde helt klart albummet mere farverigt og forskelligartet at arbejde sammen med flere producere.

Tilbage til fortiden

– Normalt er vi på turné i lang tid, og så når vi er hjemme igen, tager vi en pause, der efterfølges af studiet i et halvt år eller sådan noget, siger Matt Bellamy. – Men denne gang ville jeg gerne bryde det hele lidt op og gå i studiet imellem koncerter. Det er virkelig lang tid siden, vi sidst har gjort det. Måske helt tilbage til vores første album. Det var rart at holde energien oppe på den måde, for hvis man synker lidt for meget ned i studiet, begynder man at savne at stå på en scene, og det samme gælder på scenen, hvor man kan komme til at savne studiet. Det var rart at forbinde de to ting igen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA