x

Nyt kunstkollektiv vil spille kønsdebatten op

Nyt kunstkollektiv vil spille kønsdebatten op

Et nyt kunstkollektiv er opstået, og de vil spille kønsdebatten op. De kalder sig Snapshots of a Wo/Man og vil møde deres publikum i øjenhøjde med livemusik og samtaler i Københavns parker for at sætte en snak om kønsroller på dagsordenen.

Kollektivet består af soloartisterne Tomas Høffding (WhoMadeWho), A Mess (tidligere medlem af Two Trick Pony) og filminstruktør Tor Kolding (kendt for dokumentarfilmen Nine Rocks om dødsulykken på Roskilde Festival i 2000). De næste to uger tropper de op for at møde tilfældige mennesker rundt omkring i København med livemusik, gratis drinks og samtaler om manden og kvindens synspunkter på en række forskellige emner. For eksempel dating, utroskab, samtykke, magt, børn og venindeskab/venskab. Emner mange af os kan relatere til, men til tider kan have svært ved at sætte sig ind i for det modsatte køn.

Udgangspunktet vil kredse sig om Tomas Høffdings’ og A Mess’ personlige fortællinger, som så blandes med publikums holdninger og oplevelser. Tanken bag konceptet er, at det bliver et forum, hvor musikere og publikum kan interagere med hinanden, dele erfaringer og synspunkter, men uden at lede efter én sandhed.

“Ringhjørne-tilsmudsninger fra begge sider er normalen, når Danmark diskuterer køn og kønsroller. Et overophedet emne, som får følelserne i kog. Musikken kan noget særligt. Jeg tror, vi kan få publikum til at mødes igennem musikken, snakke sammen og lære noget om hinanden. Det vil jeg gerne bidrage til med min musik som nystartet solokunster. Musik der giver mening og rykker noget”, fortæller Dorte Hartmann alias A Mess i en pressemeddelelse.

Hun er desuden uddannet antropolog og kan berette om, at blandingen af guitardreven indierock og kønsdebat er ny i Danmark. Man har i forvejen set indiekvinder som australsk-waliske Stella Donelly og amerikanske Phoebe Bridgers bane vejen for en debat om manden og kvindes relationer med udgangpunkt i deres personlige sange.

Tomas Høffding er normalt frontfigur med vokal og bas i WhoMadeWho. Men med et musikerliv præget af travle udlandsturneer og mange fester har han med årene følt sig kaldet til at skabe et sangunivers for sig selv ved siden af WhoMadeWho. Sange som har fokus på det nære, intime og personlige. Snart kommer hans første soloudgivelse, en plade på dansk, og vi har her på GAFFA haft videopremiere på hans to første singler “Kaster alt jeg var ind i bålet” og “Darupvej 109 (Et liv hvor alt kan og vil ske)”.

LÆS OGSÅ: VIDEOPREMIERE: WhoMadeWho-forsanger er klar med endnu en solosingle

“Jeg drømmer om, at de her sange er nogle folk vil høre i bilen, på løbeturen, i sofaen, med de hænger ud med deres venner. Jeg glæder mig til at spille dem live i en helt anden setting end de kæmpe dansefester WhoMadeWho-koncerterne er. Da Dorte og Tor kontaktede mig med dette projekt, var det en no-brainer at springe på. Det passer perfekt ind i min vision om at komme ud og spille mine sange helt i øjenhøjde med mit publikum og ovenikøbet få lov til at snakke med dem bagefter, siger Tomas Høffding.

LÆS OGSÅ: VIDEOPREMIERE: WhoMadeWho-vokalist synger dansk på første single i eget navn

Samtale-koncerterne kan som udgangspunkt opleves af tre omange, første gang i dag, på de følgende tidspunkter herunder. Men nøjagtig lokation offentliggøres først op til, og tidspunkterne er vejledende: 

Man. d. 24. aug. Show 16.30 og 18.00 Lokation: Kildevældsparken, Kbh Ø 


Tors d. 27. aug. Show 15.30 og 17.00 Lokation: Fælledparken. Kbh.


Tirs d. 1. sep. Show 16.30 og 18.00 Lokation: Fælledparken, Kbh.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA