Nyhed

Lukas Graham topper amerikansk hitliste

GAFFA.dk – alt om musik

Duetten "What Do You Think Of" med Lauren Alaina topper iTunes' countryhitliste

Lukas Graham er endnu engang at finde i toppen af en amerikansk hitliste. Eller rettere sagt: Sanger Lukas Forchhammer er. Han medvirker nemlig på duetten "What Do You Think Of?" med den amerikanske countrysangerinde Lauren Alaina, som udkom den 4. september og netop er gået ind på førstepladsen på iTunes' amerikanske countryhitliste. Samtidig ligger sangen nummer fem på den generelle amerikanske iTunes-hitliste.

Den i dag 25-årige Lauren Alaina brød igennem på den amerikanske musikscene tilbage i 2011, da hun fik en andenplads i American Idol. Debutalbummet, Wildflower, fra samme år, gik ind som nummer fem på Billboard-hitlisten og var dermed den yngste kvindelige artist med så høj en placering i over 15 år. Lauren Alaina arbejder lige nu på sit tredje studiealbum.


Lukas Graham kunne første gang opleves i toppen af den amerikanske hitliste i 2016, hvor singlen "7 Years" nåede en andenplads på Billboards singlehitliste, mens albummet Lukas Graham (Blue Album) opnåede en tredjeplads på albumhitlisten. Singlen blev et globalt hit og indtog førstepladsen på hitlister i blandt andet Storbritannien og England.

Siden har Lukas Graham haft lidt svært ved at markere sig i toppen af de internationale hitlister, hvor "Love Someone", førstesinglen fra opfølgeralbummet 3 (The Purple Album) eksempelvis kun nåede en 70.-plads på Billboard-hitlisten i 2018. Den har dog streamet nok i USA til at få en platinplacering for 1 million streams/downloads, ligesom den har modtaget platin i 18 lande, blandt andet Canada, Australien, Sverige og Norge. Sidste år rundede den 1 milliard streams på Spotify. Og nu er i hvert fald Lukas Forchhammer tilbage i toppen på en amerikansk hitliste.

Lukas Graham er lige nu også aktuel med singlen, "Share That Love", som gæstes af den amerikanske rapstjerne G-Eazy. Singlen udkom den 21. august, fik tv-debut i det populære amerikanske morgen-tv-show Good Morning America i forrige uge og er allerede blevet streamet mere end syv millioner gange alene på Spotify.


LÆS OGSÅ: VIDEO: Se Lukas Graham optræde i stort amerikansk talkshow

Lukas Graham kan opleves live herhjemme ved to danske shows på Refshaleøen næste år. Koncerten den 14. august er udsolgt, mens der nu kan købes billet til ekstrakoncerten, 13. august 2021, på Musik.dk

Hør "What Do You Think Of" nedenfor.

ANNONCE