GAFFA.dk – alt om musik
De danske og allerede meget folkekære musikere fra The Minds of 99, med Niels Brandt i spidsen, skulle have spillet i Parken i dag, 12. september, som deres eneste koncert i 2020. De er i stedet ude med en overraskelses-koncertfilm som erstatning.
Optagelserne er fra 24. august 2019, hvor gruppen spillede i midten af det lollandske ufærdige monument ”Dodekalitten”. Koncerten var en gratis og eksklusiv oplevelse, der tiltrak knap 7000 tilskuere. Det er tidligere blevet annonceret, at der blev filmet på aftenen, men indtil nu har en udgivelsesdato været ukendt – og filmen benyttes således som en overraskelses-”trøstegave” for bandet eneste 2020-koncert, der som bekendt blev udskudt til 2021.
Filmen kan ses på TV2 Play i dag den 12. september fra klokken 16 og på TV2 Zulu i aften klokken 23.50.
Til koncerten spillede bandet et helt album fra start til slut, nemlig Solkongen fra 2018. Da de var undervejs med produktionen af denne plade, besøgte gruppen Thomas Kadziolas kæmpekunstværk, ”Dodekalitten”, som er et livsprojekt af et monument ved Kragenæs på Lolland. Værket består af en cirkel af store sten, som med tiden vil få hugget antikt udseende ansigter i sig alle sammen – hver sten tager dog tre år at færdiggøre.
Om dette besøg udtalte forsanger Niels Brandt op til koncerten: ”Vi så stedet for nogle år siden og tænkte, der skal vi spille en dag! Nu sker det. Det er et ekstremt smukt sted. Vi stiller op i midten af Dodekalitten og spiller for publikum i 360 grader, mens solen går ned. Da det er en helt anden setting end normalt, bliver vi nok nødt til at angribe koncerten på en lidt anden måde.”
Vejret var heldigvis på bandets side, og således blev koncerten en stor succes. Brandt følger op med udtalelsen: ”Det var ubeskrivelig flot at optræde dernede foran så mange mennesker, i så flot en setting. Med havet på den ene side og marker og vikingegrave på den anden. Vi havde så travlt den sommer, at vi aldrig kom derned, før den dag vi skulle spille, og nogle gange var det simpelthen så flot, at man lige skulle vænne sig til det.”
”Da vi endelig kunne give en melding om, at Parken var blevet aflyst, smed vi alt hvad vi havde i hænderne for at få filmen sat i gang og færdiggjort. Vi gik først i gang samme dag, som vi aflyste og blev først færdige med den for en uge siden. (…) Vi er mega glade for den og for, at den nu findes. Og vi er så glade for, at vi på en eller anden måde kan give noget til alle de fans, der har måttet bytte deres billetter til næste år.”
Vi har anmeldt filmen, læs anmeldelsen via linket nedenfor.
LÆS OGSÅ: FILMANMELDELSE: En monumental performance – bogstaveligt talt