Nyhed

Ny udgivelsesdato på Brett Andersons album

Den koncertaktuelle tidligere Suede-sanger er klar med sin anden soloplade 13. oktober

Vi kunne i sidste uge informere om, at den tidligere forsanger i Suede, Brett Anderson, i oktober måned vil gæste Danmarks to største byer. I samme ombæring fik vi sagt, at Andersons nye plade allerede var udkommet, da udgivelsesdatoen var 1. september.

Det var dog kun i England, pladen ramte butikkerne i sidste uge, og det viser sig nu, at pladen "Wilderness" først er i handlen i Danmark fra den 13. oktober.

Albummet har dog ligget klar længe, og allerede til en koncert 7. juli i London kunne koncertpublikummet glæde sig over, at sangene fra albummet blev uddelt gratis på små USB-sticks.


Ifølge NME er besætningen på det kommende album særdeles sparsom, og udover Anderson selv på klaver og Amy Langley på cello kommer det eneste andet bidrag fra gæstevokalisten Emmanuelle Seigner, der kun optræder på sangen "A Different Place".

Om udgivelsen siger Anderson til musiksitet DrownedInSound:

"Jeg lavede dette album med den reneste intention: at skabe en smuk suite af sange, uafhængigt af markedskræfter, playlister og musikbranche-bullshit. Jeg har intet pladeselskab, ingen udgiver og et mindre publikum, men jeg har aldrig været mere fokuseret og haft større tiltro til det, jeg laver".


Danskere kan lige nå at høre det nye udspil fra Brett, som altså udkommer 13. oktober, inden han fem dage senere giver koncert den 18. og 19. oktober, i henholdsvis Århus og København.

Brett Andersons program er som følger:

Lørdag 18. oktober / VoxHall, Århus
Søndag 19. oktober / Jazzhouse, København


Billetter til koncerterne kan købes via www.billetlugen.dk samt Fona-butikker landet over.

ANNONCE