GAFFA.dk – alt om musik
Til manges store overraskelse, inklusive hans egen, er The Weeknd ikke nomineret i en eneste kategori til Grammys 2021.
Den canadiske superstjerne udgav i marts et af årets mest kommercielt succesfulde album, After Hours. Singlen ”Blinding Lights” fra dette album er blevet afspillet svimlende 1,6 milliard gange på Spotify, men på trods af dette er hverken albummet eller singlen inkluderet i Grammy-nomineringerne, som blev offentliggjort i går, 24. november.
LÆS OGSÅ: Grammy-nomineringer 2021: Kvinderne fører - også i rockkategorierne
Det er bestemt overraskende, at The Weeknd ikke er repræsenteret i én eneste kategori, og det synes manden også selv. På Twitter går han endda så langt som til at udmelde, at ”Grammys fortsat er korrupte. I skylder mig, mine fans og musikindustrien noget gennemsigtighed”.
The Grammys remain corrupt. You owe me, my fans and the industry transparency...
— The Weeknd (@theweeknd) November 25, 2020
Ifølge RollingStone mener en kilde tæt på situationen, at grunden til The Weeknds udeladelse i nomineringerne kan være, at han allerede stod til at blive hædret i form af en optræden til Super Bowl; en enorm anerkendelse af en musikers virke. ”The Weeknds team og Grammy-teamet diskuterede det i lang tid, og det endte med, at der blev givet et ultimatum, hvor han måtte vælge mellem Grammy og Super Bowl”, siger kilden.
The Weeknd var i øvrigt én af de helt store vindere ved American Music Awards, som fandt sted tidligere denne uge.
LÆS OGSÅ: Her er vinderne af American Music Awards
Harvey Mason Jr, der er formand for Recording Academy, som afholder Grammys, afviser dog anklagen: ”Vi forstår, at the Weeknd er skuffet over ikke at blive nomineret. Jeg er også overrasket, og har empati med det, han føler. (…) Men for at gøre det klart, så foregik al afstemning lang tid før det blev offentliggjort, at The Weeknd skulle spille til Super Bowl, så der er ikke nogen måde, hvorpå det kunne have haft effekt på voteringen.”
Han tilføjer: ”Alle Grammy-nominerede er valgt på baggrund af votering for deres udmærkelse, og vi lykønsker dem alle.”
Kilden tæt på The Weeknd er dog i den anden lejr: ”Dette var året, hvor det var meningen, de [Grammys] skulle hæve sig. Hvad er processen, og hvor er gennemsigtigheden?”