Nyhed

Smukfest annoncerer tre meget forskellige internationale topnavne

GAFFA.dk - alt om musik

SmukFest annoncerer tre vidt forskellige topnavne til næste års musikfest i bøgeskoven

Tidligere i dag bragte vi nyheden om, at to professorer ser positivt på den kommende danske festivalsommer. I kølvandet har SmukFest netop annonceret tre internationale artister til Smukfest 2021, som vi naturligvis krydser fingre for bliver en realitet.

Programmet indbefatter nu den fortsat højaktive jazzlegende Herbie Hancock, de tyske elektropioneerer Kraftwerk samt amerikanske Limp Bizkit med metal/hiphop-fusion.


I 60'erne var Herbie Hancock en del af Miles Davis' stilskabende band kaldet ”The Second Great Quintet”– og Hancock kan høres på en lang række af Davis' udgivelser. I 70'erne var han i front for sammensmeltningen af jazz, funk og rock. Med udgivelser som verdenshittet ”Rockit” (hentet fra albummet Future Shock, 1983), inddrog Hancock også den elektroniske dansemusik i sit repertoire. Herbie Hancock har igennem karrieren modtaget ikke mindre end 14 Grammy Awards og er stadig enormt aktivt.

LÆS OGSÅ: Smukfest melder nyt om festivalen 2021

Efter at have turneret verden rundt med deres succesfulde 3D-koncerter er Kraftwerk klar til at rykke ind i Bøgeskoven i Skanderborg. Multimedieprojektet Kraftwerk blev startet i 1970 af Ralf Hütter og Florian Schneider i Düsseldorf. Med deres fremtidsvisioner skabte Kraftwerk soundtracket til den digitale tidsalder i det 21. århundrede. Kraftwerks kompositioner, med udstrakt brug af innovative teknikker, har haft stor international indflydelse på tværs af en lang række musikgenrer: fra Electro til Hip Hop, fra Techno til SynthPop.


Med Fred Durst i spidsen fik Limp Bizkit deres første kommercielle gennembrud i 1997 med debutalbummet Three Dollar Bill Y’all$, der solgte over 1,5 millioner eksemplarer og var med til at skabe en helt ny generation af rockfans gennem MTV. I dag skriver bandet stadig på ottende år deres kommende plade Stampede of the Disco Elephants.

Der siges ikke noget om, hvornår pladen lander, men mon ikke de kan hive noget frem fra deres milliardstreamende bagkatalog, der kan få bøgeskoven til at svinge – "Behind Blue Eyes", "Break Stuff" og ikke mindst "Rollin". 

SmukFest har blandt andre tidligere offentligjort Gorillaz, Carpark North, Peter Sommer & Tiggerne, Hjamler, Lionel Richie, Malurt, Tessa, Benjamin Havn, Burhan G, Jada, Hugo Helmig, ArtigeArdit,Queen Machine, SP-JUST-FROST,Anton Walter, Joyce, Baseløs, Føl Som,Såforsatan, Medina og Kygo


ANNONCE