Nyhed

Donald Trump beordrer statuer opført af Whitney, Aretha, Elvis med flere

GAFFA.dk – alt om musik

Skal ligge i "Garden of American Heroes"

I dag har Donald Trump sin sidste arbejdsdag som amerikansk præsident, inden Joe Biden tager over i morgen, den 20. januar, og som en af sine sidste opgaver har Trump beordret opførelsen af en såkaldt "Garden of American Heroes", en park med statuer af 250 historiske amerikanske personligheder fra blandt andet politik, kulturliv og sport – herunder musiklegender som Johnny Cash, Miles Davis, Aretha Franklin, Billie Holliday, Frank Sinatra, Ray Charles, Elvis Presley og Whitney Houston, skriver Consequence of Sound.

I sin præsidentielle ordre (se nedenfor) skriver Trump, at parken med statuerne er et svar på de ødelæggelser af statuer, der fandt sted i sommer. Her ødelagde demonstranter en række statuer af personer, der blev sat i forbindelse med slavehandel og racisme, blandt andet sydstatsgeneraler fra Den Amerikanske Borgerkrig.


Trump sammenligner anlæggelsen af parken med blandt andet bygningen af Freedom Tower i New York efter terrorangrebene 11. september og konkluderer:

"I denne tradition svarer America på den tragiske ødelæggelse af vores monumenter af vores grundlæggere og giganter fra vores fortid med at begynde et nyt nationalt projekt til deres genopbygning, respekt og fejring."

Consequence of Sound gør opmærksom på en række besynderlige valg af personer, der skal foreviges, blandt andre filminstruktør Alfred Hitchcock, der var britisk og først flyttede til USA som 40-årig. Parken vil også både rumme borgerretighedsforkæmperen Rosa Parks og skuespilleren John Wayne, der kom med racistiske udtalelser i et interview i 1971 – og folkemusiklegenden Woody Guthrie, der engang skrev en protestsang om Trumps far, forretningsmanden Fred Trump.


Det fremgår ikke, hvor haven med statuerne skal ligge, ligesom det også er muligt, at Joe Biden vil annullere Trumps beslutning.

LÆS OGSÅ: Medie: Trump overvejer at benåde rapstjerner

 

ANNONCE