GAFFA.dk – alt om musik
Billie and the Bell ep-debuterer 12. februar
Det er hele 10 år siden, vi har hørt nyt fra duoen Catbird, men nu er deres to medlemmer, sanger Billie Koppel og tangentspiller Frank Hasselstrøm, tilbage med en ny gruppe, trioen Billie and the Bell. Bandets sidste medlem er guitarist Joel Gjærsbøl Pedersen, der blandt andet også har spillet med Catbird og med Hanne Boel og Pernille Rosendahl.
Billie and the Bell debuterer 12. februar med en selvbetitlet ep, der består af tre covernumre af henholdsvis Tim Buckley og Antony and the Johnsons. Du kan nedenfor se en livevideo til forløberen, "Song to the Siren", oprindeligt indspillet af Tim Buckley i 1970 og også temmelig kendt i This Mortal Coils fortolkning fra 1983.
Tilbage i 90'erne arbejdede Billie Koppel i øvrigt på et tidspunkt med manageren Herb Cohen, der også var manager for Tim Buckley tilbage i 60'erne, og det var ham, der introducerede Koppel til Buckley.
Billie and the Bell er samtidig første udgivelse på det nystiftede pladeselskab South Harbour Records, som udgår fra kredsen omkring The Savage Rose – kendt for deres tilknytning til Københavns Sydhavn. Ep’en skal være en introduktion til Billie and the Bell, som lige nu arbejder på deres debutalbum med eget materiale.
Dette album udkommer til efteråret, hvor trioen også tager på turné med ekstra musikere til at fremføre de nye sange live.
Frank Hasselstrøm har igennem en årrække været tangentspiller og trombonist i The Savage Rose, hvis sanger Annisette er mor til Billie Koppel – hvis søster Naja Rosa Koppel i øvrigt er korsanger i The Savage Rose.
Catbird udgav tre album i årene 2002-2011. I 2019 udgav Billie Koppel erindringsbogen Glimt, og hun arbejder også som fotokunstner.
LÆS OGSÅ: Savage Rose modtager prestigefuld pris