Nyhed

Indierockerne Rolling Blackouts Coastal Fever kan opleves på dansk grund

GAFFA.dk – alt om musik

Det australske band spiller i Pumpehuset i juni 2022

Det australske indie-rockband Rolling Blackouts Coastal Fever giver koncert i Pumpehuset den 17. juni 2022.

Det seneste årti har Australiens rockscene været kendt for bands med hang til psykedeliske flader, eksempelvis Tame Impala og Pond. Helt anderledes forholder det sig med Rolling Blackouts Coastal Fever med base i Melbourne. Kvintetten markerer sig med hele tre guitarister og spiller en varm guitar-jangle-rock med hang til det upolerede, som henter inspiration fra bands The Go-Betweens, The Goon Sax og The Feelies.  Bandet har tidligere gæstet Roskilde Festival og Pumpehusets byhave.  


Rolling Blackouts Coastal Fever blev dannet i Melbourne, Australien i 2013. Bandet udgav deres første ep, Talk Tight i 2016. I 2018 udkom debutalbummet Hope Downs, en tempofyldt udladning af energi og grandiose tanker om at stå ved foden af noget stort og uhåndgribeligt. Bandet er kendt for at væve forskellige tidsaldre og genrer sammen.

"Deres 2018 debut Hope Downs var et af årets højdepunkter. Høj på oktan og velskrevne indiesange, der presser sig uimodståeligt på," skrev GAFFAs anmelder Finn P. Madsen.

LÆS OGSÅ: Australsk guitar-jangle med for få krumspring


I 2020 udkom albummet Sideways to New Italy. Den seneste plade refererer til en lille flække i delstaten New South Wales. På albummet kigger bandet indad. Særligt for sangskriveren Fran Keaney betød det at skrive personlige, romantiske fortællinger.

Billetsalget er netop begyndt på Billetlugen.

Varm op med "The Only One":

ANNONCE