GAFFA.dk – alt om musik
Festivalen er ikke tilfreds med kulturministerens opmuntrende ord på de sociale medier
Smukfest er (endnu) en af de danske festivaler, der må kigge langt efter at afvikle årets arrangement oven på den seneste genåbningsplan. Efter kulturminister Joy Mogensen i sidste uge delte et opslag på Facebook, hvor hun omtaler situationen med festivalerne som “en stor sorg”, har Smukfest nu givet hende og de andre politikere svar på tiltale, i et åbent brev på festivalens hjemmeside.
Kulturministeren skrev blandt andet: “Jeg glæder mig over dem, der fortsat kan foregå. Mange af dem var også aflyste sidste sommer, men åbningsplanerne giver dem muligheder i år. Og så er jeg mega-nysgerrig på hvilke alternative ideer, der bliver puslet med fra de store gode festival-organisationer."
Som svar til kulturministeren, delte Smukfest i går et åbent brev til vores “Kære Politikere”, hvor de stiller ministerens nysgerrighed efter, hvad de går og “pusler” med:
“Vi pusler med ærgrelsen over de mange tilkendegivelser om, at festivalsensommeren var en politisk prioritering at få til at lykkes, blot var tom snak. Sidste år var det coronaen, der ryddede bordet, mens beslutningen i år tilsyneladende er blevet taget ud fra et politisk forsigtighedsprincip”, står der blandt andet i brevet:
“Vi pusler med, at I tør tro på, at resten af samfundet kan åbne helt op den 1. august, men ikke tør tro på festivalerne i sensommeren. Det vil sige, at vi til august må samles tusindvis på strand og strøg, mens vi indenfor festivalhegnet vil være underlagt meget stramme regler”.
Smukfest udtrykker også en undren over, hvorfor testning og coronapas ikke er blevet inkluderet som et værktøj til at kunne afvikle større arrangementer. I andre lande har man forsøgt sig med coronapas i større forsamlinger, og der har ikke umiddelbart været registreret en smittespredning efterfølgende:
“Vi pusler med, at vores nabolande med positive resultater tester, hvordan det er muligt at afholde store arrangementer i denne tid og dermed har forstået vigtigheden i at afprøve mulighederne for at mødes til koncerter og festivaler i sikre rammer”
Opdatering: Vi har nu fået en kommentar fra Socialdemokratiets kulturordfører Kasper Sand Kjær, læs det her.
Læs hele Smukfests brev til politikerne lige her
LÆS OGSÅ: Smukfest: "Ingen Smukfest, som vi kender den"
Se hele Joy Mogensens Facebook-opslag her:
Det er fortsat en stor sorg med de mange aflyste festivaler, og i den sammenhæng er sådan en artikel her værd at dele....
Slået op af Joy Mogensen i Fredag den 7. maj 2021