x

Annika Aakjær modtager fornem pris

Annika Aakjær modtager fornem pris

Annika Aakjær modtager Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet

Annika Aakjær modtager Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet. Stafetten tildeles dem, der vil og kan tage de svære debatter i og om demokratiet. Det er ikke en traditionel pris, men en reel stafet, der pålægger modtageren et ansvar for at løfte den demokratiske debat i et år. Tidligere indehavere af stafetten omfatter blandt andet Informations chefredaktør Rune Lykkeberg, dialogkaffeopfinder og tidligere folketingsmedlem for SF Özlem Cekic og debattør og feminist Emma Holten.

Sangeren, sangskriveren og skuespilleren Annika Aakjær modtager stafetten fra Henrik Vestergaard Stokholm, der er rektor ved Nyborg Gymnasium og den nuværende indehaver af Demokratistafetten. Han har med stafetten i hånden kæmpet for, at børn med afslag på asyl i Danmark kan fortsætte deres skolegang og undervisning.

Henrik Vestergaard Stokholm skriver i manuskriptet til sin overdragelsestale:

”God kunst sætter ting til debat og rører os alle sammen. Det gør modtageren af denne stafet – hver gang vi hører hendes smukke stemme og hendes skarpe tekster. Hun er fantastisk, og hun hedder Annika Aakjær”

Komitéens begrundelse for, at valget er faldet på Annika Aakjær, lyder således:

”Annika Aakjær modtager Demokratistafetten i år, fordi hun formår at skabe inkluderende samtaler om svære og konfliktfyldte temaer. Hun modtager den for at kæmpe for ligestilling og plads til mennesker i alle modeller. Men også fordi vi efter 1½ års nedlukning har brug for at møde hinanden igen med den humor og det håb, som Annika Aakjær har en sjælden evne til at bibringe”.

LÆS OGSÅ: ANNIKA AAKJÆR-KOMMENTAR: Nu skal musikbranchen også til at lytte

Om Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet

Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich (1940-2005) var en af sin tids store debattører. Ved hans død i 2005 indstiftede en kreds af hans nærmeste i samarbejde med DEO (Demokrati i Europa Oplysningsforbundet) og Vartov Demokratistafetten, der skulle bære hans arv videre.

Stafetkomitéen består af Ebbe Kløvedal Reichs enke Elise Bennike Reich, præst og tidligere politiker Hanne Dahl og Hans Grishauge, sekretariatsleder på konferencestedet Vartov. Desuden var politiker og journalist Jens Peter Bonde medlem af komitéen frem til sin død tidligere i år. Jens Peter Bondes plads i komitéen overdrages til hans enke Lisbeth Kirk, som er grundlægger af det internationalt anerkendte EU-medie, EUobserver. Det femte og sidste medlem af komitéen består af den nuværende indehaver af Demokratistafetten. I år er det Henrik Vestergaard Stokholm.

Demokratistafetten gives videre til Annika Aakjær på grundlovsmødet på Vartov i København den 5. juni. Arrangementet bliver livestreamet på Facebook.

Program for grundlovsmødet

10.00: Grundlovstale v. Lise Korsgaard, sekretariatsleder på Vartov 

10.10: Overdragelse af æresstafet til afdøde Jens-Peter Bonde og hans kone Lisbeth Kirk v. Hanne Dahl

10.20: Modtagelsestale for æresstafetten v. Lisbeth Kirk

10.30: Fællessang (”Danskerne findes i mange modeller”, Ebbe Kløvedal Reich)

10.40: Grundlovstale v. Rasmus Nørlem Sørensen, sekretariatsleder i DEO

10.50: Overdragelsestale for Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet v. Henrik Vestergaard Stockholm, rektor ved Nyborg Gymnasium og nuværende stafetindehaver

11.10: Modtagelsestale for Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet v. Annika Aakjær 

11.30: Tak for i dag og afsluttende fællessang

LÆS OGSÅ: Spot Festival klar med nu nye bands og solister


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA