Nyhed

Elton John giver sin sidste danske afskedskoncert

GAFFA.dk – alt om musik

Legenden kan også opleves i Horsens næste sommer

Hvis du gik glip af Elton Johns to danske afskedskoncerter i Royal Arena i 2019, ikke nåede at få billetter til den nu udsolgte tredje afskedskoncert i Royal Arena 28. september i år eller bare ikke kan få nok af legenden, så får du nu en allersidste chance. Veteranen giver nemlig en fjerde afskedskoncert i Danmark, på Casa Arena i Horsens den 7. juni 2022, og det skulle ifølge arrangøren Live Nation blive Elton Johns absolut sidste koncert i Danmark nogensinde.

Koncerten bliver i øvrigt Elton Johns andet besøg i Horsens – det første var 4. juli 2003, hvor han spillede på friluftsscenen i Lunden.


Elton John drog i 2018 ud på sin store afskedsturné Farewell Yellow Brick Road – The Final Tour på 300 koncerter verden over, men måtte grundet corona-pandemien udskyde en del af turnéen, og han vender tilbage til scenen igen i september 2021. I dag har han offentliggjort en række nye datoer i Europa og USA, og touren slutter efter planen i Australien engang i 2023 – de sidste datoer er ikke offentliggjort endnu.

I en pressemeddelelse udtaler Elton John: "Jeg kommer til at stoppe på den bedst mulige måde, mens jeg spiller allerbedst, med den mest spektakulære produktion, jeg nogensinde har haft og ved at spille på steder, der har betydet så meget for mig gennem min karriere."

Det officielle billetsalg for koncerten i Horsens starter 27. september kl. 10.00 via ticketmaster.dk og livenation.dk


Elton John albumdebuterede tilbage i 1969 og har gennem tiden solgt omkring 300 millioner plader og har modtaget fem Grammyer.

GAFFAs anmelder var begejstret for den første af Elton Johns danske afskedskoncerter i Royal Arena og uddelte fem stjerner.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Farvel med maner


Varm op med klassikeren "Your Song" i en optagelse fra 1971:

ANNONCE