Nyhed

The Cure-bassist forlader bandet

GAFFA.dk – alt om musik

Bassisten Simon Gallup var det næstældste medlem af bandet, kun overgået af forsangeren Robert Smith

Efter at have været en del af det ikoniske rockband The Cure i knap 40 år har bassisten Simon Gallup meldt ud, at han forlader bandet. Det fortæller han via et opslag på sin Facebook-profil. 

“Med et lettere tungt hjerte er jeg ikke længere en del af the Cure! Held og lykke til dem alle...”, skriver han i opslaget. Som svar på en kommentar til opslaget forklarer Gallup, at han er “træt af forræderi”.


Artiklen fortsætter efter opslaget

 


I et interview med NME fra 2019 fortalte Smith, at der indimellem har været gnidninger i hans og Gallups mangeårige relation: “Vi har haft nogle svære perioder gennem årene, men det er lykkedes os at opretholde et meget stærkt venskab, der voksede ud af den fælles oplevelse, fra vi var teenagere”.

The Cure blev dannet 1978 af Smith, bassist Michael Dempsey og trommeslager Lol Tolhurst, hvor de to sidstnævnte forlod gruppen i henholdsvis 1980 og 1989. Gallup blev en del af det engelske band i 1979 og har ‒ foruden to års pause fra 1982 til 1984 ‒ været en del af gruppen siden. De tilbageværende medlemmer efter Gallups exit er trommeslager Jason Cooper, guitarist Reeves Gabriel, keyboardist Roger O’Donnell og forsanger og primær sangskriver Robert Smith, der altså nu er det eneste oprindelige medlem.

Bandets debutalbum Three Imaginary Boys så dagens lys i 1979, og deres diskografi tæller i dag blandt andet 13 studiealbums, 10 ep’er og fem livealbums. Deres seneste studiealbum 4:13 Dream udkom i 2008. Der har dog i flere omgange været snak fra Smith om, at der skulle være flere nye album på vej


LÆS OGSÅ: The Cure-klassikeren "Faith" fylder 40 i dag – her er en guide til hele bagkataloget 

Hør The Cures “Just Like Heaven” her:


ANNONCE