Nyhed

Nicki Minaj deler kontroversielle tweets om Covid-19-vaccine

GAFFA.dk – alt om musik

Rapperen opfordrer folk til selv at træffe beslutningen om at lade sig vaccinere – og ikke lade sig mobbe til det

Nicki Minaj har i denne uge gjort sig bemærket oven på en række kontroversielle tweets om Covid-19-vaccinen, skriver NME.

Da en Twitter-bruger påpegede, at det var mere end et år siden, at rapperen sidst var set i offentligheden, svarede Minaj i første omgang med, at hun passede på sin nyfødte søns helbred under pandemien. Følgelig antydede sangeren, at hun allerede havde været ramt af Covid-19, hvilket medførte, at hun hverken kunne kysse eller holde sin baby i over en uge, og at Drake havde fortalt hende, at han havde fået corona på trods af, at han var blevet vaccineret.


Til dette års Met Gala var der krav om vaccination, negativ coronatest og maske, men rapperen understregede, at hun ikke ville lade sig vaccinere blot for at kunne deltage i begivenheden. I stedet skrev musikeren, at hun først ville få vaccinen, når hun havde foretaget tilstrækkeligt med research, og hun opfordrede folk til at passe på og bære maske.

LÆS OGSÅ: Elton John afslører nyt album med vild gæsteliste

De kontroversielle udtalelser forsatte, da Minaj i et senere tweet påstod, at hendes fætter i Trinidad nægtede at få vaccinestikket, fordi hans ven var blevet impotent og havde fået hævede testikler – angiveligt som følge af Covid-19 vaccinen. Situationen skulle have fået vennens forlovede til at aflyse deres kommende bryllup. Minaj bad i den forbindelse folk om selv at træffe beslutningen om at få vaccinen og ikke lade sig mobbe til det.


Ifølge det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention er der dog på nuværende tidspunkt intet bevis for, at nogen vacciner – heller ikke Covid-19 – skulle medføre fertilitetsproblemer. Den amerikanske læge og immunolog Anthony Fauci, som er nationens førende ekspert i smittesygdomme, har desuden udtalt, at der intet bevis er for Minajs påstande.

Minaj skrev dog, at hun anbefalede, at folk lod sig vaccinere, hvis de boede i et land, hvor det ikke var muligt at arbejde uden vaccinen. Sangeren skrev i den forbindelse, at hun var sikker på, at hun selv ville blive vaccineret på et tidspunkt, så hun kunne tage på turné i fremtiden.

ANNONCE