Nyhed

Travis Scott vil dække udgifter til begravelser for koncertofre

GAFFA.dk – alt om musik

Ifølge TMZ vil Travis Scott betale udgifterne til begravelserne for otte ofre for koncertulykke i Houston.
 

Travis Scott vil tilbyde at betale de udgifter, der er forbundet med begravelserne af de ofre, der mistede livet under en koncert med rapperen fredag aften.

Det oplyser kilder tæt på Travis Scott til det amerikanske medie TMZ.

Rapperen vil også indgå i et partnerskab med BetterHelp. Det er et netværk med fagfolk inden for mental sundhed, skriver TMZ.


Her vil enhver, der deltog i Astroworld-festivalen, hvor koncerten foregik, blive tilbudt psykologhjælp.

Koncerten foregik i byen Houston, der ligger i den amerikanske delstat Texas.

Otte mennesker døde, og 25 blev kørt på hospitalet, efter at publikum var blevet presset sammen foran scenen under koncerten.


Omkring 300 mennesker fik behandling på stedet for lettere skader.

Brandchefen i Houston har tidligere forklaret til NBC News, at publikum blev presset sammen foran scenen, og at det udløste panik blandt tilskuerne.

Rapperen stoppede koncerten flere gange undervejs på grund af massive skubberier blandt publikum.


Kilder fortæller til magasinet Variety, at Travis Scott også vil sørge for, at alle dem, der deltog i festivalen, får deres penge tilbage.

Kilderne tilføjer, at Travis Scott er "for oprørt til at spille" til en festival den kommende weekend i den amerikanske by Las Vegas, hvilket ellers oprindeligt var planen.

De otte ofre for koncerten i Houston var i alderen 14 til 27 år. Det har byens borgmester, Sylvester Turner, tidligere oplyst ifølge nyhedsbureauet Reuters.


Politiet efterforsker blandt andet påstande om, at en vagt ved koncerten muligvis blev bedøvet med en indsprøjtning i nakken, da han forsøgte at tilbageholde en koncertgænger.

Det har politichef Troy Finner tidligere fortalt ifølge BBC.

Redningsmandskab har også tidligere oplyst til journalister, at der var adskillige doser af Narcan i omløb på stedet.


Denne medicin anvendes, hvis folk har taget en overdosis af opioider.

Mere end 50.000 mennesker deltog i den to dage lange musikfestival i Texas største by. Efter ulykken er resten af festivalen blevet aflyst.

/ritzau/


ANNONCE