Nyhed

Jelling Musikfestival 2022 annoncerer de første navne

GAFFA.dk - alt om musik

Festivalen byder på dansk dansemusik fra både gamle kendinge og nye hitmagere

Jelling Musikfestival har netop offentliggjort de første fire navne til næste års program. Festivalen finder sted fra den 25.-28. maj 2022, hvor en blanding af gamle kendinge for Jelling-publikummet og nye populære navne skal sætte gang i festen. I en pressemeddelelse oplyses det også, at festivalens første hovednavn bliver offentliggjort den 1. december 2021. 

Jelling Musikfestival 2022 giver et gensyn med Gnags, der vil diske op med en kavalkade af hits som "Slingrer ned ad Vestergade", "Danmark" og "Mr. Swing King". Derudover vil Peter A.G. og bandet også introducere nye numre fra deres kommende album. I omkring 55 år (!) har Gnags med skiftende besætning udforsket og mixet genrer, som har skabt en lyd, der er helt deres egen. Koncerten på Jelling Musikfestival i 2022 bliver også en historisk en af slagsen, da det er tiende gang, at Gnags optræder på festivalen. 


Den verdenskendte dj Martin Jensen indtager også Jelling Musikfestival. Han skal omdanne græsset foran Store Scene til én stor natklub med sine house- og dance-sange. I sommer rundede Martin Jensen i alt to milliarder streams på Spotify takket være hits som "All I Wanna Do", "Nobody", "At Least I Had Fun" og "Solo Dance". Han har samarbejdet med store stjerner som Jason Derulo, og de sidste to år har han givet livestream-koncerter med over 850.000 seere. Martin Jensen medbringer også dugfrisk materiale til Jelling.

Drew Sycamore er den første kvindelige musiker på programmet. Hun har netop vundet hovedprisen til P3 Guld, er den første kvindelige artist i 10 år på Gramex' top 10 over mest spillede kunstnere i radioen, og i 2021 udgav hun sit andet album indenfor halvandet år. Hun skulle have optrådt på Jelling Musikfestival i 2020, der dog desværre måtte blive aflyst grundet corona. Nu er hun klar til at indtage festivalen, hvor hun medbringer sine synthbårne pophits som "Take It Back", "I Wanna Be Dancing" og "45 Fahrenheit Girl".

Andreas Odbjerg har på kort til fået etableret sig som kunstner på den danske musikscene. Han har netop været nomineret til P3 Guld-hovedprisen – mod Drew Sycamore – og vandt Lytterhittet med sangen "Stor mand", der er et samarbejde med Tobias Rahim. Med hits som "Føler mig selv 100" og "I morgen er der også en dag" kommer Odbjerg både omkring dansetrangen og tårekanalerne. Han er også aktiv som co-sangskriver, hvor han har hits som Drew Sycamores "45 Fahrenheit Girl" og Ericka Janes "I Say Stupid Things" på CV'et.


Foreløbigt line-up:
- Gnags (DK)
- Drew Sycamore (DK)
- Martin Jensen (DK)
- Andreas Odbjerg (DK)

Jelling Muiksfestival har eksisteret siden 80'erne. Den 27. maj 1989 blev den første udgave af festivalen afholdt. Den blev stablet på benene med 16 frivillige, 1000 gæster og havde 16 musikere på programmeet. Dengang varede festivalen en enkelt dag. I dag varer festivalen fire dage, har 90 navne på plakaten, omkring 35.000 gæster og 5.000 frivillige, oplyser festivalen.

Der er stadig resterende billetter til Jelling Musikfestival, som bliver sat til salg onsdag den 1. december, samme dag som offentliggørelsen af det første hovednavn. Find billetter via jellingmusikfestival.dk.


LÆS OGSÅ: Her er vinderne af P3 Guld

Varm op til festivalen med musikvideoen til Gnags-klassikeren "Slingrer ned ad Vestergade" lige her: 


ANNONCE