Nyhed

Julemusik gennem årtierne: Ti stærke julesange fra 2020’erne

GAFFA.dk – alt om musik

Julen står for døren og i tiden frem mod den 24. december, drager GAFFA ud på en musikalsk tidsrejse, hvor vi sammen udforsker ti julesange fra seks forskellige årtier – i alt 60 skæringer fra 1970’erne frem til 2020’erne

Julen nærmer sig med hastige skridt, og julemusikken fylder mere og mere i radioen og i butikkerne hvor der juleshoppes til den store kommercielle guldmedalje. Citronen skal presses til det sidste, og det er med at få lyttet af, inden vi endnu engang må vente et år på bjælder i højtalerne – til både stor ærgrelse og glæde for mange.

Vi er nu ved sidste stop på GAFFAs julesange-tidsrejse og turen ender ved 2020’erne. Et årti der kun lige er begyndt, og derfor kun har et bagkatalog på to år. Det har dog ikke gjort noget ved kvaliteten, eller mangel på sange at vælge mellem, for selv om mange godt kan føle, at det er de samme sange vi hører igen og igen hvert år, bliver der produceret en hel del nye julesange år efter år.


Sidte stop er som beskrevet 2020’erne, og skulle dette (endnu) korte årti opsummeres på nuværende tidspunkt, som de andre er blevet det, er der desværre et ord der trumfer og overskygger alt andet, nemlig corona. Vi var ikke nået særlig langt ind i det nye årti før landet (og verden) lukkede ned og vi alle skulle holde os for os selv. Det gav mange musikere tid til sjælden fordybelse, og ud sprøjtede mange de såkaldte ’corona-albums’, som er plader der er skrevet under pandemien. Manglen på livekoncerter har givet endnu flere fine udgivelser, og julenumre er ingen undtagelse.

Hermed præsenterer GAFFA de sidste 10 stærke julesange i denne omgang – fra 2020’erne:

1. "Christmas Without You" – Ava Max (2020)


Vi starter denne sidste liste med et jule-popnummer ala 2020. Ava Max store stemme bliver bestemt ikke mindre af et par bjælder, og tematikken om at mangle en special someone i juledagene skriver sig lige ind i en tradition for julehits. Herunder er sangen femført live af Ava Max. 

2. “Pretty Paper” – Dolly Parton & Willie Nelson (2020)


To gamle venner er genforenet på dette old-school julenummer fra Dolly Partons julealbum A Holly Dolly Christmas fra 2020, hvor der også er skruet godt op for julestemningen ala county og langsomt klaver. Sangen er originalt af Willie Nelson helt tilbage fra 1963, og dengang var sangen et stort julehit. Mange kunstnere har i tiden siden givet sig i kast med et cover af nummeret, herunder Don McLean, Chris Isaak, The Lumineers og nu Dolly Parton, der får fint besøg af ophavsmanden. 

3. “Another Year” – Finneas (2020)


Finneas er nok bedst kendt som bror og kreativ partner til Billie Eilish, men han udgiver også musik i eget navn. Dog ikke med ligeså stor succes som sin søster. Stemmen og produktionen fejler dog ingenting, og Finneas giver her et bud på en dejligt melankolsk julesang, med langsomt tempo og ikke det store bjældeshow. Lytter man ikke til teksten er det næsten svært at kategorisere dette som en julesang, hvad det dog er. 

4. “Run Rudolph Run” – Foo Fighters (2020)


Fra langsom melankoli til rock og rull i højt tempo. Foo Fighters er ikke kendt for at gå stille med dørene, og det her julenummer er ingen undtagelse. Med fuld spade synger Dave Grohl at rudolf skal løbe alt hvad han kan, men det er Grohl ikke den første til at gøre. Sangen er nemlig et cover af Chuck Berrys nummer helt tilbage fra 1958. Det er svært at lave en liste over populære julesange helt uden covernumre, det er nemlig meget brugt i genren, og det sker år efter år at kunstere fortolker gamle julesange og klassikkere.

5. “Two Queens in a King Sized Bed” – Girl in Red (2020)


Bag Girl In Red er den norske Marie Ulven, og bag dette julenummer er en simpel historie om at befinde sig i en seng med en man elsker, der bliver fortalt over et enkelt lydbillede. Girl in red har selv udtalt følgende om sangen: "Jeg tænker på en jul, jeg havde med et menneske, jeg elsker. Da jeg lå i sengen tæt på vedkommendes krop, føltes det ikke tæt nok på. Vi ønskede, hvert sekund skulle vare evigt."

6. “Little Things” – ABBA (2021)


Meget kan man sige om denne sang, men stærk er måske ikke helt ordet, som er netop dét, denne liste forsøger at fremstille. Det er dog svært ikke at gøre sig bemærket med en julesang, når man ikke har udgivet musik i 40 år og tilmed hedder ABBA. På ”Little Things” er man først ikke helt klar over, at det er en julesang. Det kommer snigende – lidt ligesom julestemningen gør i løbet af december. Hen mod slutningen er man dog slet ikke i tvivl. Der er børnekor, der er bjælder og der er juleklokker.

7. “God jul” – Andreas Odbjerg (2021)


Året danske julekalder er Kometernes Jul på Tv-2 og Andreas Odbjerg har lavet titelsangen dertil. Manden der har været svær at komme udenom i år, har da også lavet en julesang der er lige ham – nemlig et vaskeægte popnummer. Odbjerg har selv skrevet og sunget nummeret til julekalenderen hvor to børn ved et uheld teleporteres til en fjern planet, og må arbejde mod tiden, naturlove og en tech-guru for at komme hjem inden jul.

8. “Merry Christmas” – Ed Sheeran & Elton John (2021)


Angiveligt skulle Ed Sheeran ikke helt være med på ideen til en julesang, da Elton John ringede til sin ven og luftede ideen. Han fik ham dog overtalt, og de to synger ’glædelig jul til alle’ på denne ret catchy julesang, og Sheeran ser da også ok tilfreds ud i musikvideoen der starter med de to stjerner synger julen ind i ens Gucci-joggingsæt med Sheeran foran pejsen med et glas vin, og John bag klaveret, hvor han egentlig befinder sig det meste af sangen igennem. 

9. “Fall in Love at Christmas” – Mariah Carey, Khalid & Kirk Franklin (2021)


Ingen julemusik uden Mariah Carey, og hvis du er har hørt klassikeren ”All I Want For Christmas is You” lidt for mange gang i år, er denne nye julesingle et god bud på lidt afveksling. Jovist kan man høre det er en julesang, men det er afdæmpet r&b og spansk guitar der akkompagnerer Carey og Khalid og deres stemmer, som passer perfekt sammen i omkvædet. Sangen skifter tempo og stil mod slutningen, og gospelsangeren Kirk Franklin får besøg af et gospelkor, der lige sætter en streg under at det altså er jul. 

10. “Tænd et lys” – Troels Gustavsen (2021)


Vi slutter af med en dansk julesang der er hjertevarm og har et budskab, som falder på et godt sted her i slutningen af 2021. Troels Gustavsen synger om at tænde et lys for dem man elsker, og alle dem som man glemmer her i december. Og så synger han om håb og om fred – og det er måske lige hvad vi har brug for ovenpå nye coronarestriktioner og mere afstand mellem mennesker i en tid hvor vi plejer at rykke tættere sammen.

LÆS OGS: Julemusik gennem årtierne: Ti stærke julesange fra 2010'erne


ANNONCE