Nyhed

Tivoli aflyser Fredagsrock den 6. maj

GAFFA.dk – alt om musik

Som vi skrev i sidste uge, har Tivoli indført pladsreservation til de mest eftertragtede koncerter oven på kaos ved visse koncerter
 
Den første koncert med pladsreservation, til Aqua den 29. april, gik ifølge Tivoli problemfrit. Tivoli har dog til to tidligere Fredagsrock-koncerter med Artigeardit + Andreas Odbjerg og Icekiid + Jimilian henholdsvis den 22. og 15. april oplevet, at særligt nogle unge koncertgængere udviste en adfærd, som ikke kendetegner Tivoli, og som ifølge Tivoli er kommet her efter Covid-19-restriktionernes ophør.

Tivoli har brug for at videreudvikle den nye pladsreservation, så en koncertdag som på fredag ikke går for meget ud over øvrige gæsters klassiske Tivoli-oplevelse. Derfor aflyses koncerten på fredag den 6. maj på Plænen med Cheff Records, da deres populære navne – Kidd, TopGunn, Klumben og Eloq – i Tivoli forventes at tiltrække mange unge fans, som potentielt kan give unødvendige udfordringer i Tivoli i den nuværende situation.
 
Kulturdirektør i Tivoli Frederik Wiedemann siger i en pressemeddelelse:

“Efter en meget vellykket koncert med Aqua i fredags arbejder vi videre med vores værktøjer for at sikre alle gæster en god Tivoli-oplevelse, når vi har store koncerter og begivenheder i forlystelseshaven. Blandt andet skal vi kode videre på reservationssystemet, så det kan fungere mere optimalt. Vi har haft særlige udfordringer med nogle af det yngre publikum til to af de første store koncerter i år. Vi har derfor valgt at aflyse den næste Fredagsrock, mens vi skaber det bedste setup for koncerter – også med et yngre og feststemt publikum. Vi skal sørge for, at det er sjovt for alle at gå i Tivoli, også når der er en stor koncert om aftenen."

Sammen med pladsreservation er yderligere tiltag som øget spot-tjek af gæster i indgangene, konfiskering af medbragt alkohol og øget bemanding af kontrollører redskaber mod uønsket adfærd blandt et mindretal af publikum. Den samlede løsning skal nu videreudvikles og give endnu større træfsikkerhed i forhold til sommerens koncertprogram. Et generelt mere modent publikum og blandingen af unge og ældre gæster til Aquas koncert bidrog til den problemfrie afvikling. Når Tivoli alligevel aflyser denne uges Fredagsrock, skyldes det behovet for yderligere udvikling af tiltag, så forlystelseshaven ikke går på kompromis med den gode, klassiske Tivolioplevelse for alle, fortæller Tivoli i en pressemeddelelse.


Vi har fået en uddybende kommentar fra Tivolis kulturdirektør Frederik Wiedemann.

Hvad er det, I vil gøre for at undgå, at de kaotiske scener fra koncerterne med Icekiid & Jimilian og Artigeardit & Andreas Odbjerg gentager sig?

– Vi skal have opgraderet vores reservationssystem. Det fungerede upåklageligt til Aqua-koncerten, hvor publikum var meget blandet aldersmæssigt, men til Cheff Records-koncerten ventede vi et noget yngre publikum, og det kræver en opgradering af systemet. De nærmere tekniske detaljer vil jeg ikke komme ind på, da det er noget, vi ikke helt har overblik over endnu, men vi forventer at få det klar i løbet af få dage, så vi kan være klar til næste Fredagsrock-koncert den 13. maj med Martin Jensen og FVN.


Martin Jensen lyder også som et navn, der vil tiltrække et ungt publikum, og det samme gælder eksempelvis Kesi og Ude Af Kontrol, der er programsat til Fredagsrock senere på sæsonen. Regner I med at kunne gennemføre disse koncerter uden problemer?

– Ja, det er bestemt vores ambition at have et system, der kan håndtere mange slags koncerter, og vi vil gerne have et godt setup for festlige koncerter også for et ungt publikum. Jeg vil gerne understrege, at der på intet tidspunkt har været frygt for sikkerheden her i Tivoli. Det har udelukkende handlet om, at vi gerne vil sikre en god oplevelse for alle, der gæster Tivoli, uanset om de skal til Fredagsrock eller noget andet.

I har holdt koncerter i årtier uden større problemer, hvad tror du, der er sket med publikum på det seneste?


– Det skal du nok spørge en adfærdspsykolog om, men der er noget, der tyder på, at der har været en del opsparet energi under corona, der skal fyres af nu. Nogle af de yngste publikummer har nok aldrig været til koncert før, og de lidt ældre har måske glemt, hvordan man gør i de to år, der har været corona-restriktioner. Tidligere har vi oplevet, at publikum rettede sig efter de anvisninger, de fik af vores vagter, og det har de i mindre grad gjort til de koncerter, hvor der har været problemer for nylig.

Hvad synes Cheff Records om, at I har aflyst dem? Og kan I gennemføre koncerten med dem senere tidspunkt på året?

De er først og fremmest kede af at skuffe deres fans, men de har forståelse for beslutning i den nuværende situation, og at Tivoli lægger afgørende vægt på den gode oplevelse for alle gæster. Artisterne bliver selvfølgelig betalt. Hele Fredagsrockprogrammet er booket ud resten af sæsonen, så vi har desværre ikke mulighed for at gennemføre koncerten senere på året. 


LÆS OGSÅ: Programmet for dette års Fredagsrock i Tivoli er klar

ANNONCE