Nyhed

En hund efter fest

Interview med bob hund

Årets glade-i-knolden festivalgængere får svært ved at komme uden om et af Skandinaviens vel nok mest velspillende bands, som i år indtager selveste Orange Scene: bob hund.

Det fantastiske band med den usædvanligt karismatiske forsanger Thomas Öberg i front har spillet sig durk ind i hjerterne på adskillige tusinde allerede - make sure, DU ikke bliver én af de bittert udeladte. bob hund (bandet insisterer på at blive stavet med småt) har for ganske nylig fejret 10-års jubilæum og udgivet dobbelt-cd'en ”10 år Bakåt & 100 År Fremåt”, som indeholder fremragende eksemplarer på bandets kunnen live, samt b-sider og andet uudgivet materiale.


Sekstetten spiller en fandenivoldsk kombination af übermunter rockmusik iblandet skånsk skønsang - tilsat en uforglemmelig energisk sceneoptræden. Musikken er både melodisk, naiv, glad, pågående og vemodig på én og samme gang. Lyder det usædvanligt? Tro mig: det ER et usædvanligt band! bob hunds fanbase befinder sig så forskellige steder som Australien, Brasilien, Tyskland, Danmark og naturligvis hele resten af Norden - at dette er fuldt ud berettiget, vil du kunne forvisse dig om ved selvhør, når det veloplagte band kommer ud på Orange Scene.


GAFFA var i Stockholm i april for at tale med hundehovederne, og her fortalte bandets guitarist Conny Nimmersjö, at bandet faktisk HAR fået tilbudt at optræde på Orange Scene på Roskilde før:

-Men vi ville være sikre på, at vi var parate til det. Og nu - med ti år i bagagen - er vi sikre. Roskilde er for os festivalernes forkromede limousine, så vi er ekstremt stolte og glade over at kunne fejre vort ti års-jubilæum her - og så endda på selveste Orange Scene, på en lørdag!


Nimmersjö lovede ved samme lejlighed, at publikum godt kunne begynde at glæde sig, så det er hermed viderebragt!

"ROSKILDE DAILY er en avis produceret af GAFFA. Den udkommer dagligt på Roskilde Festival 2002."


ANNONCE