Nyhed

Anne Linnet & Marquis de Sade vender tilbage

Nyt album fra 80’ernes S/M-glade band

Anne Linnet har gendannet sit gamle band Marquis de Sade med to af de tre oprindelige medlemmer, Moussa Diallo (bas) og Kent Richard Hansen (trommer). Den gamle fjerdemand, guitaristen Per Møller, har også været gæstemusiker på flere numre på gruppens kommende album, "Over Mig Under Mig", der udkommer 21.oktober og bliver gruppens første i 16 år. Albummet indeholder 12 sange, som Anne Linnet har skrevet teksterne til, mens melodi og produktion er blevet til i fællesskab.

Marquis de Sade debuterede i 1983 med det selvbetitlede album, der indeholdt hittene "Glor På Vinduer" og "Nattog", men også vakte forargelse, fordi Anne Linnet bl.a. sang om sadomasochisme og optrådte i lak og læder. Gruppens andet album, "Hvid Magi" fra 1985, fik også kaffekopperne til at klirre i de små hjem med sangen "Hils Din Mor" om lesbisk kærlighed, samtidig med at den gav Linnet et af hendes største hits, "Venus" - den med "du har sat dig på tværs i mit indre univers".

Marquis de Sades tredje og indtil om en måned seneste album blev "En Elsker" fra 1986, og i 1988 blev gruppen opløst. Musikerne har dog regelmæssigt spillet sammen siden, ligesom bandet blev samlet for en turné for knap tre år siden i forbindelse med Anne Linnets opsamlings-cd "Nattog Til Venus", der bl.a. indeholdt en del Marquis de Sade-sange.


De nye numre har titler som "Hvis Vi Kunne", "Hinanden", "Den Der Har Mistet", "Ups & Downs" og "Hvor Fattig Kan Man Være", og efter et lyt på disse fem numre kan GAFFA.dk oplyse, at der er tale om et lidt mere modent og eftertænksomt Marquis de Sade, men stadig med reminiscenser af deres gamle 80’er-lyd.

ANNONCE