Nyhed

Sharon Osbourne som talkshow-vært

TV trækker vist alligevel

Det er ikke mange dage siden, at vi her på nyhedssektionen kunne berette om, at Mrs. Osbourne havde fået nok af konstant at være i mediernes søgelys. Sharon udtalte, at der kun ville blive én sæson mere af The Osbournes, fordi det gik ud over privatlivets fred.

Måske har hun erfaret, hvad mange celebrities synes at erfare, nemlig at når man først har vænnet sig til opmærksomheden, kan den være svær at undvære. Eller også synes hun simpelthen, at det med at være talkshow-vært handler tilpas meget om alle andre end én selv.

I hvert fald har Sharon Osbourne tegnet kontrakt med Telepictures Productions. Meningen er, at hun skal være vært for et talkshow, som bliver i stil med Oprah Winfrey – i hvert fald på den måde, at hvert program vil behandle ét emne for hver gang.


Sharons show får premiere til efteråret 2003, skriver mtv.com. Der er endnu ingen titel på programmet, men hun vil få mellem 3 og 5 millioner dollars for sine anstrengelser.

Man fristes til at ihukomme Nikolaj Nørlunds sang "TV-vært": "Det lyder sært / men det er faktisk svært / at være TV-vært".

ANNONCE