Nyhed

Norah Jones topscorer ved Grammy-uddeling

Løb af med fem priser foran Bruce Springsteen, der høstede tre

De eftertragtede amerikanske Grammy-priser blev i går aftes lokal tid uddelt i New Yorks Madison Square Garden, og her var den 23-årige Norah Jones topscorer. Hendes debutalbum "Come Away With Me" gav hende priserne i alle de fem kategorier, hun var nomineret i, nemlig "bedste nye navn", "bedste album" og "bedste pop-vokalalbum", ligesom albummets singleudspil "Don’t Know Why" blev "årets plade" og "årets kvindelige pop-vokal-performance". Desuden var der yderligere tre priser til albummet, nemlig for "bedste sang" ("Don’t Know Why", skrevet af Jesse Harris), "bedste producer" (Arif Mardin) og "bedste teknikere" (S. Husky Hoskulds og Jay Newland).

Derimod var der slet ingen priser til et andet ungt kvindeligt stjernefrø, 18-årige Avril Lavigne, der ellers også var nomineret i fem kategorier.

Bruce Springsteen fik tre priser, nemlig "bedste rockalbum" for "The Rising", mens albummets titelsang fik priserne for "bedste rocksang" og "bedste mandlige rock-vokal-performance" (ja, der er mange kategorier til Grammy-showet - i alt 104).


Showet, der blev afviklet for 45. gang, bød i øvrigt bl.a. på en genforening af Paul Simon og Art Garfunkel, der fik en "lifetime achievement award". Hele Grammy-showet vises i aften på TV2 Zulu kl. 21.55. Samtlige prisvindere kan ses på www.grammy.com.

Det danske svar på Grammy-priserne, Danish Music Awards, uddeles på lørdag, d. 1. marts i Forum og transmitteres direkte på TV2. Her er både Norah Jones og Avril Lavigne nomineret, begge som "årets nye udenlandske navn" og Norah Jones desuden for "årets udenlandske album".

ANNONCE