Nyhed

Ny bog om Roskilde Festival

Erik Jensen udsender "På Roskilde" 15. maj

Politiken-journalisten og -anmelderen Erik Jensen udsender 15. maj bogen "På Roskilde" om festivalen, der til sommer finder sted for 33. gang. Bogen går bag om denne en af Danmarks største kulturbegivenheder i ord og masser af farvefotos.

"På Roskilde" indeholder over 256 sider Erik Jensens gennemgang af festivalens historie, musikalske udvikling og mulige fremtid, beretninger fra fire generationer af festivalgængere og interview med fire livenavne, Gnags, Sort Sol, Love Shop og Den Gale Pose, om, hvordan det er at optræde på festivalen, og de fortæller om både op- og nedture.

Bogen byder endvidere på et kapitel om den tragiske dødsulykke i 2000, hvor ni unge mænd blev mast ihjel under Pearl Jam-koncerten, interview med den mangeårige og nyligt abdicerede festivalleder Leif Skov, dagsbogsnotater fra den nuværende musikansvarlige Rikke Øxner, mails fra deltagere til Roskilde Festival, tal omkring festivalen og en liste over samtlige optrædende 1971-2002 og 2003-festivalens program, som det så ud 1. april.


Det er ikke første gang, der kommer en bog om Roskilde Festival. Ved 10-års jubilæet i 1981 udkom antologien "Roskilde Festival" og ved 25-festivals-jubilæet i 1995 hele to bøger, antologien "Vi mødes i Roskilde" og "Mellem drømme og drøn" af en anden Politiken-journalist og anmelder, Anders Rou Jensen.

Årets Roskilde Festival finder sted i dagene 26.-29. juni med Björk, Blur, Coldplay, Metallica, Massive Attack, Queens Of The Stone Age og Zwan blandt hovednavnene.



ANNONCE