Nyhed

Spot 09-paneldebat: Breaking internationally

Branchens kloge mænd forsøgte at samle deres fælles erfaringer til opskriften på gennembruddet. Men der var langt mellem de håndgribelige råd

Fredagens sidste paneldebat havde lagt fokus på det internationale gennembrud. Søren Rasted fra hedengangne Aqua havde følgeskab af Petri Lundén og Geoff Meall. To mænd med rygsækken tætpakket med erfaringer fra jagten til det forjættede land: Det internationale gennembrud.

Finske Petri Lundén, der senest har fået ansvaret for D-A-D's internationale ambitioner, har tidligere stået bag den internationale lancering af The Cardigans. Hans kollega Geoff Meall arbejder for The Agency Group, der har mere end 500 kunstnere i stalden, deriblandt Sum41 og Nickelback.

Alle paneldebattørerne havde svært ved at omsætte deres erfaringer fra branchens højere luftlag til brugbare råd for de få danske upcoming musikere og branchefolk, som var mødt op.


Foredraget tog udgangspunkt i de eraringer, som Søren Rasted har samlet på vejen til Barbieland. Han delte sine erfaringer op i forskellige kategorier som Seriøsitet, Ansvar for gruppen, Kendskab til de forskellige markeder og Ansvarsuddeling.

En stor popularitetstest
Paneldebatten resulterede først og fremmest i guidelines for grupper godt på vej mod gennembruddet. Men det var tilsigtet. ”Det er ikke vores arbejde at talentudvikle. Et talent er en fast størrelse. De skal først komme til mig, når viljen er der. Jeg har haft bands, som hellere ville stå på skateboard mandag eftermiddag. Det kan jeg ikke arbejde med,” forklarede Petri Lundén.

Det dannede baggrund for røvhulsteorien. At musikere skal koncentrere sig om musikken og smile, mens manageren får penge for at være røvhullet, som afviser fans og presse. Det hele drejer sig om at iscenesætte kunstneren udadtil med henblik på den internationale succes.


Debattørerne indrømmede ligeledes, at det absolut ikke er et krav at kunne lide den musik, man promoverer. Langt fra. Det er to forskellige verdener.

”Mit job er at hjælpe de musikere, som kan præsentere et netværk. Et netværk af lydmænd, bookere etc. Det behøver nødvendigvis ikke at være en gruppe, som allerede er signet,” fortalte Geoff Meall.

Mange sjove anekdoter, men opskriften på succes fik vi aldrig.


Paneldebat: Breaking internationally, Radisson SAS, fredag

ANNONCE