x

Solo-cd fra Per Vers

Solo-cd fra Per Vers

Per Vers (med det borgerlige navn Per Uldal) er bl.a. kendt som rapper i gruppen Sund Fornuft, som en af Danmarks bedste freestyle (altså improviserende) rappere og som udøver af genren poetry slam, en slags blanding af digtfremførelse og rap. Nu udsender han solo-cd’en "Nul, Zero, Ingenting" i et stærkt begrænset oplag på kun 100 eksemplarer, som man ikke kan købe - den er kun udsendt til pressen, venner og bekendte, og så kan man vinde den på www.danskrap.dk. GAFFA.dk har talt med Per Vers.

Hvorfor udsender du denne cd?
- Først og fremmest for min egen skyld, for at kunne stille den på hylden derhjemme, og for at kunne give den til de folk, jeg har arbejdet med i de forskellige projekter som et fælles minde. Det meste af de numre og tekster, der ligger på cd'en, er kun blevet fremført én gang, og der er jo blevet lagt meget arbejde i at skrive dem, så jeg ville gerne dokumentere dem. Og der blev skabt noget magisk musik på Nobody Beats The Beats-touren, som er værd at bevare. Idéen kom, da jeg fandt ud af, at nogle af de fede ting fra år 2002 mere eller mindre tilfældigt var blevet optaget af diverse halvstive lydmænd.

Hvorfor udkommer cd’en kun i 100 eksemplarer?
- Ud over at det er et minde, er det selvfølgelig fedt at dokumentere sæsonens halve times musik, men vi kunne jo aldrig udsende alle disse tyvstjålne beats officielt. Så er det bare fedt at trykke et bette oplag og gøre nogle fans glade, ved at de kan vinde en hemmelig skive, der er en sjældenhed fra starten.

Er der nogen speciel årsag til, at det lige nøjagtig er disse numre, der er kommet på cd’en. Var det de bedste?
- Der var ting, der måtte vælges fra, fordi optagelsen var via en minidisc og en billig mikrofon bagerst i lokalet, og lydbilledet derfor mest bestod af bestillinger i baren, men ellers er det et sammenklip af de bedste ting i verden.

Hvorfor skal folk ville vinde den plade, og hvor kan man ikke købe den?
- Fordi den er den første af sin slags i dansk rap, og den jo allerede er kassen værd! Den kan hverken købes i Expert, Fona4000, Kvickly i Herning, hos Fredsvagten ved Christiansborg, på Det Erotiske Museum, Månefiskeren, i Rundetårns Infobod eller Shawarma Palace på Nørrebrogade.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA