Nyhed

Rap-selskabs-boss arresteret efter prøveløsladelse

Suge Knight atter i politiets søgelys

Marion "Suge" Knight, producer og grundlægger af det toneangivende rap-pladeselskab Death Row, er blevet arresteret i Los Angeles for at opføre sig upassende under sin prøveløsladelse, skriver launch.yahoo.com. Knight skal angiveligt have slået en parkeringsvagt.

Death Row var i 90’erne et af de mest markante raplabels med kunstnere som Tupac "2Pac" Shakur, Dr. Dre og Snoop Dogg i stalden. Imidertid gik det ned ad bakke, da Tupac i 1996 blev skudt, og Knight blev idømt ni års fængsel for voldeligt overfald mod nogle bandemedlemmer samme aften, som Tupac blev dræbt. Knight blev i øvrigt også en tid mistænkt for meddelagtighed i mordet på Tupac. Han blev løsladt på prøve i 2001, men tidligere på året blev han så fængslet igen for at have overtrådt reglerne for sin prøveløsladelse ved at være i kontakt med et bandemedlem. Han blev så siden prøveløsladt igen - og er altså nu igen fængslet.

Oven i alt dette blev der - som tidligere beskrevet på GAFFA.dk - for en måned siden affyret skud mod Death Rows hovedkontor i Los Angeles, selv om dette dog kun medførte materielle skader. Hvem der står bag dette hærværk, er endnu ikke opklaret.


ANNONCE