Nyhed

Under Byen-komponist på vej med soloalbum

Katrine Stochholm udsender album med bl.a. Howe Gelb

Katrine Stochholm, komponist, pianist/keyboardspiller og korsanger i Århus’ musikalske stolthed Under Byen, er på vej med et soloalbum. På albummet synger Stochholm selv leadvokaler og spiller klaver, mens man blandt de øvrige musikere finder det amerikanske kultnavn, sangeren og sangskriveren Howe Gelb (Giant Sand, OP8 og soloartist), der er dansk gift og plejer at opholde sig i Danmark om sommeren. Med ham og de andre musikere indspillede Stochholm i sommer en række sange, som hun nu er ved at finpudse.

– Jeg kunne godt tænke mig at lave noget med mere guitar end i Under Byen og så til gengæld ingen strygere, fortæller Katrine Stochholm til GAFFA.dk. – Og så selv være den, der bestemmer; i Under Byen er vi jo otte, der skal være enige.

GAFFA.dk har fået lov at høre nogle af sangene, som befinder sig i samme drømmende, klaverorienterede univers som Under Byen, men pga. tilstedeværelsen af Howe Gelbs guitar har fået et lidt mere alternative country-agtigt præg. Katrine Stochholms sfræiske stemmeføring minder en del om hendes Under Byen-kollega Henriette Sennenvaldts, men Stochholm understreger, at vokalen langtfra er færdig.


Albummet bliver formodentlig udsendt under navnet Katrine Rea. Rea er Katrines mellemnavn. – Der er måske nogen, der tror, jeg er i familie med Chris Rea, men han er jo på den anden side meget mere poppet, så det er der nok alligevel ikke den store fare for, griner hun.

Soloalbummet bliver formodentlig udsendt af den århusianske selskab Morningside, kendt for bl.a. guitarrockerne Figurines’ meget roste debutalbum "Shake A Mountain", muligvis i samarbejde med et andet selskab, på et ikke nærmere fastlagt tidspunkt i 2004. Katrine Stochholm håber i øvrigt, at det nye album også kommer til at inkludere en dvd med optagelser fra f.eks. Naturhistorisk Museum i Århus.

ANNONCE