Deftones til folket

Langt om længe er de californiske nu-metal pionerer i Deftones klar med opfølgeren til det anmelderroste “White Pony”-album fra 2000. I den forbindelse har vi fået fat i fem t-shirts og fem eksemplarer af det sprit nye selvbetitlede album.

Vi spurgte:
Hvad hedder Deftones debutalbum fra 1995?
Det rigtige svar er: ”Adrenaline”

De heldige vindere er:

Gitte Seloy
5800 Nyborg

Christian Muus
2000 Frederiksberg

Stefan Loeschcke
8270 Højbjerg

Jonas Therkildsen
6623 Vorbasse

Sacir Camo
9800 Hjørring

I krig og kærlighed

Modsætninger mødes, og sød musik opstår. Et forrygende eksempel på det ordsprog er Deftones, der har været gennem store slagsmål og skænderier for at opnå bandets nuværende position som et af den moderne metalscenes mest visionære og populære navne. Med deres nye album mener de californiske pionerer, at de har fået det optimale ud af at være sygelige perfektionister og egoister.

Lad os starte med en ganske karakteristisk anekdote fra Roskilde Festival i 2001: Deftones er et af hovednavnene på Orange Scene torsdag aften, og MTV har gjort alt klart til et storstilet interview med den eftertragtede californiske kvintet. Repræsentanterne for det danske pladeselskab har dog svært ved at få overbevist Deftones’ manager om vigtigheden af en seance foran de snurrende kameraer - han påstår hårdnakket, at bandet har enormt travlt. Da det efter en halv time omsider lykkes at komme ind i Deftones’ bandlokale, viser det sig, hvad medlemmerne er så optaget af: De sludrer med vennerne i Tool og er ved at sætte nye snørebånd i deres gummisko. MTV må vente. Ikke fordi Deftones-drengene er arrogante. De er bare uinteresserede i musikbranchens hurlumhej.
- Vi er som regel temmelig ligeglade med, hvad man må og ikke må gøre i denne her branche, indrømmer Deftones-bassisten Chi Cheng, da GAFFA møder ham to år senere lige før en forlængst udsolgt koncert i London. Han smiler skævt, når den engelske pladeselskabskvinde fumler rundt med tidsskemaer og planlægning i det hele taget, ja, han ser faktisk ud som om, han morer sig over, hvor svært det åbenbart er at holde styr på de fem barndomsvenner fra Sacramento.
- Vi har altid gjort en dyd ud af at distancere os fra andre bands og være tro mod vore egne rødder. Jeg indrømmer gerne, at vi er temmelig selvtilfredse rent musikalsk. Vi vil først og fremmest bare gøre os selv glade, og alle andres mening er sekundær - det gælder både vores fans og vores pladeselskab og enhver anden, der kunne finde på at blande sig. På den led er vi temmelig egoistiske, men det er vel at mærke egoisme på en frugtbar måde. Vores fans ved jo, hvor høje krav vi stiller til vores musik, så de skal nok blive glade for vores musik, hvis bare vi selv er glade.
At Deftones har høje krav til sig selv, er klart for enhver med kendskab til drengenes ypperlige bagkatalog. I løbet af fire album har de konstant raffineret og udviklet deres udtryk, og der er sket adskillige drastiske omvæltninger, siden de i starten af 90’erne i fællesskab med Korn skabte fundamentet for det senere så succesfulde miks af metalspade, heftige hiphop-grooves og radiovenlige refræner, som Limp Bizkit og Linkin Park efterfølgende har været storleverandører af. Forrige års White Pony var Deftones’ bedst sælgende album - selv om salgstallene ikke matchede førnævnte superstjerner - og samtidig var det også pladen, der med sine ambitiøse arrangementer og progressive produktioner fik både fans og anmeldere til at udråbe Deftones til ”metallens svar på Radiohead” - ”et kompliment, jeg ikke kan være andet end stolt af”, fastslår en begejstret Chi.

Læs resten af Peter Albrechtsens interview i denne måneds GAFFA.