Nyhed

Veto-forsanger mixer Stravinskij

Troels Abrahamsen har skabt "When You're Ready, Let Go" ud fra klassiske samples

Veto-forsangeren Troels Abrahamsen er ved at arbejde på to kommende solo-plader, der gerne skulle udkomme senere på foråret, men for nylig har han også mikset sin egen version af Igor Stravinskijs klassiske ballet "Le Sacre du Printemps" fra 1913. Ud fra to stryger-samples fra balletten har Abrahamsen skabt et nyt, mørkt popnummer ved navn "When You're Ready, Let Go", der nu kan hentes på hjemmesiden www.mixtoverdener.dk.

Nummeret er blevet til på baggrund af et samarbejde imellem P2 og BandBase.dk (det tidligere MyMusic.dk), der hver måned udfordrer en eller to rytmiske musikere til at arbejde med samples fra klassiske værker. P2 har valgt samples fra deres aktuelle Torsdagskoncerter – i februar Igor Stravinskijs "Le Sacre du Printemps" – og ud over Troels Abrahamsen har også Bjørn Svin lavet en version af Stravinskijs kontroversielle ballet. Det er blevet til to meget forskellige stykker musik, som begge kan downloades fra førnævnte webside, hvor der også findes video-interviews af begge kunstnere.

Projektet Mix To Verdener har kørt siden den 1. december sidste år, og indtil videre har Lise Westzynthius, Pato, Bjørn Svin og Troels Abrahamsen medvirket. I de kommende måneder leverer Magtens Korridorer, Nordstrøm og Ufo Yepha deres miks af klassiske værker.


ANNONCE