Nyhed

Springsteen kritiserer Ticketmaster

Sangerens fans kunne ikke få billetter til den originale salgspris

Bruce Springsteen kritiserer sammen med sin manager, Jon Landau, det store selskab Ticketmaster fordi fans, der i mandags forsøgte at købe Springsteen-billetter via Ticketmaster, blev omdirigeret til firmaets sekundære billethjemmeside TicketsNow.

Problemmet grunder i, at fans, der forsøgte at købe koncertbilletter til den originale salgspris, blev omdirigeret (selvom der stadig var ledige pladser) fra Ticketmaster til TicketsNow, som er tiltænkt at være en side, hvor folk, der allerede har købt billetter kan udveksle og bytte billetter med andre. Det, der skete i mandags, var så, at nogle begyndte at spekulere i salget af Springsteen-billetter og satte billetterne til salg via TicketsNow til mere end den originale salgspris, og da brugere af Ticketmaster øjeblikkeligt blev sendt til den sekundære website, købte mange billetter til overpris i den tro, at det var den originale salgspris.

Bruce Springsteen tager på sin hjemmeside kraftigt afstand fra og fordømmer den måde, billetsalget er foregået på:


"Ticketmaster er der for at sikre, at vi har et godt, fair salg af vores billetter til deres originale salgspris plus normale billetomkostninger. TicketsNow skulle være en sekundær site, hvor folk der allerede har købt billetter kan udveksle, bytte, og på uheldig vis spekulere med dem. Vi har bedt om at denne omdirigering fra Ticketmaster til TicketsNow ophører med øjeblikkelig virkning," skriver Springsteen på sin hjemmeside brucespringsteen.net.

Bruce Springsteen understreger samtidig, at han ikke er klient hos Ticketmaster, men at deres forhold til hans billetter er baseret på aftaler imellem spillesteder og Ticketmaster. Springsteen og Landau tager også afstand fra den seneste tids rygter om en fusion imellem Ticketmaster og Live Nation, der ville skabe noget, der minder om monopollignende tilstande.

ANNONCE