Nyhed

Chris Brown arresteret for vold

Alt tyder på, at Rihannas kæreste overfaldt hende på vej hjem fra en fest, og at Brown efterfølgende blev arresteret

Både Chris Brown og Rihanna var på programmet som optrædende til dette års Grammy-show, der blev afviklet søndag aften i Los Angeles. Men begge sangere aflyste med kort varsel, og efterfølgende kom det frem, at Chris Brown efter showets start havde meldt sig selv politet, der ledte efter ham i forbindelse med en voldsepisode.

Den 19-årige sanger havde sammen med sin 20-årige kæreste, Rihanna, været til en fest natten mellem lørdag og søndag, men på vej hjem gik et eller andet galt. Ifølge Los Angeles' politi kan vidner fortælle, at Chris Brown var blevet involveret i et skænderi med en uidentificeret kvinde, der udviklede sig til en voldsepisode. Politiet reagerede på et alarmopkald, men da de ankom, var Chris Brown forsvundet og havde efterladt en kvinde med tydelige skrammer, der identificerede Brown som sin overfaldsmand.

Politiet vil ikke navngive kvinden, men eftersom Rihanna og Chris Brown forlod festen sammen, og vidner så Brown parkere sin bil og efterfølgende så både en kvinde og en mand forlade den for derefter at komme op og slås, virker det mest realistisk at antage, at der er tale om Rihanna, der efterfølgende altså blev nødt til at aflyse sin deltagelse i Grammy-showet.


Talsmænd for de to sangere har endnu ikke kommenteret sagen, men Rihannas folk har udsendt en pressemeddelelse, hvor de understreger, at hun har det godt, og at hun takker for de bekymrede forespørgsler.

Efter at have meldt sig til politiet blev Brown løsladt på en kaution af 50.000 dollars og har i første omgang modtaget en voldssigtelse, der kan medføre en fængselsstraf på op til fire år.

ANNONCE