Nyhed

Se U2 i 3D i Planetariet

CPH:PIX præsenterer Bono og co. i næsten levende live den 18. april

Københavns nye filmfestival CPH:PIX blænder op for koncertfilmen 'U2 3D' på det kæmpe lærred i Planetariets rumteater lørdag den 18. april.

Filmen, der er skudt under U2's Vertigo Tour i 2006 på både udendørs og indendørs arenaer i Mexico City, Sao Paulo, Santiago og Buenos Aires, er den første digitale live 3D-film nogensinde.

Filmen tager biografpublikummet med til koncert og ud blandt publikum, op på scenen og 360 grader rundt i U2's koncertsfære i et rasende tempo.


Resultatet er ekstraordinært, hvilket GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen også gjorde opmærksom på i sin femstjernede anmledelse af filmen, som han gav følgende ord med på vejen under overskriften ”Bono på 3d-lærredet er bedre end den dyreste vip-billet”:

”Denne gang lykkes det ved hjælp af fremragende teknik at fremtrylle en film, man ikke må snyde sig selv for, og man skal ikke være flov over rent faktisk at prøve at røre Bono, når han skråler ”touch me” i "Beautiful Day" eller dukke sig, når Adam Clayton svinger bassen over vores hoveder i New Year's Day. […] når man kan få lov at opleve den i bløde biografsæder og samtidig føle, at man får lov til at slentre rundt på scenen, imens kvartetten hamrer deres hitparade ud over et hysterisk tændt latinamerikansk publikum, kan man ikke klage.”
 
Biografsalen i Planetariet har en særlig geometri, hvor sædernes placering i forhold til lærredet maksimerer synsfeltet, så man kun ser lærredet eller i bedste fald er helt omgivet af billedet (IMAX film). Det projicerede billede er så stort, at det udfylder og i nogle tilfælde endda overskrider det primære synsfelt, så det ser ud, som om billedets grænser er væk. Billedets størrelse og lærredets placering i forhold til sæderne giver en oplevelse af at være med i filmen og er således en perfekt ramme for 3D-film.

Udover 'U2 3D' vil CPH:PIX under festivalen også, for første gang i Danmark, vise Stephen J. Andersons 'Meet the Robinsons' og Henry Selick og Tim Burtons 'Nightmare Before Christmas' i 3D, i Planetariet.

Billetsalget begynder den 27. marts på www.cphpix.dk og www.tycho.dk

ANNONCE