Nyhed

Kanye West til Roskilde

Også Eagles Of Death Metal, Oh No Ono og Peter Sommer er tilføjet programmet

Onsdag morgen er lig med offentliggørelse af nye navne til Roskilde Festival, og i dag er ingen undtagelse. Festivalen har netop afsløret yderligere fire optrædende, nemlig Kanye West, Eagles Of Death Metal, Oh No Ono og Peter Sommer.

Kanye West brød massivt igennem i 2004 med debutalbummet "The College Dropout", og han har siden markeret sig som et af verdens absolut allerstørste hiphop-navne, både som rapper og producer. Hans seneste, fjerde album "808s & Heartbreak" fra november 2008 viser en mere syngende end rappende Kanye West end tidligere, og også dét album er blevet en stor succes. Kanye West gæstede også Roskilde Festivals Orange Scene i 2006.

Amerikanske Eagles Of Death Metal spiller særdeles heftig sydstats-retrorock med inspiration fra især 70'erne under ledelse af den karismatiske og altid solbrillebærende Jesse Hughes. Gruppen spillede i sidste uge i Vega i København, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fire forholdsvis begejstrede stjerner.


Oh No Ono albumdebuterede i 2006 med "Yes", der bød på både iørefaldende, dansabel og eksperimenterende pop-rock med inspiration fra disko, elektro, artrock og meget mere - tilsat falsetvokal. Gruppen med de mange krøltroppe udsender 20. april deres andet album "Eggs".

Peter Sommer fik sin Roskilde-debut i 2002 som frontfigur for Superjeg, og i 2004 gik han solo og fik et kæmpehit med "Valby Bakke". I oktober udgav han sit tredje soloalbum, "Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene", der i februar gav han tre Danish Music Awards.

Roskilde Festival lover flere navne på fredag, og dem iler vi naturligvis med at viderebringe, så snart de foreligger.


Roskilde Festival finder sted i dagene 2.-5. juli med warm up fra 28. juni.

Roskilde Festivals hjemmeside

 


ANNONCE