x

Chi Cheng på vej ud af koma

Chi Cheng på vej ud af koma

Den 38-årige Deftones-bassist Chi Cheng er nu i bedring efter en bilulykke i november sidste år, og han har det nu så godt, at han ikke længere er afhængig af maskiner for at trække vejret. Han er dog fortsat ikke ved fuld bevidsthed, men ifølge indlæg på websiden One Love For Chi har han oplevet vågne øjeblikke, hvor han har kunnet tale med familien.

Efter at have kæmpet med en række infektioner og været tæt på at dø i slutningen af april, så kunne Chi Cheng 1. maj igen trække vejret ved egen hjælp, og i denne weekend blev han flyttet fra intensivafdelingen.

Chi Cheng har ligget på et hospital i Californien siden begyndelsen af novevmber 2008, efter han var involveret i en bilulykke i Santa Monica. Han har siden da kæmpet for sit liv, og det ser nu endelig ud til, at han er i bedring.

Deftones har siden ulykken sat indspilningerne til albummet "Eros" i bero, men i april begyndte de igen at spille live sammen med bassisten Sergio Vega (eks-Quicksand), og denne sommer skal Deftones turnere rundt i Europa. Det forventes, at "Eros" udsendes til oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA