Nyhed

Pumpehuset får ny bestyrelse

Det københavnske spillested har konstitueret sig selv efter en turbulent periode

Som tidligere omtalt på GAFFA.dk har det københavnske spillested Pumpehuset været inde i en økonomisk turbulent periode og truet af lukning. Imidlertid reddede Københavns kommune spillestedet i 11. time med et nyt firårigt driftstilskud.

Pumpehuset markerer de nye tider ved at sætte et helt nyt hold i bestyrelsen. Den ny bestyrelse består af grundlægger og daglig leder af Karriere Bar, Lærke Hein, den ene halvdel af slagtøjsduoen Safri Duo, Uffe Savery, tidligere administrerende direktør for Vega, advokat Malene Lei Raben, dj og radiovært Le Gammeltoft og Kristoffer Bramsen, promoter og grundlægger af dj-kollektivet og promotervirksomheden Ohoi. Fra den tidligere bestyrelse fortsætter Henrik Seifert, indehaver af og direktør for PDH Music A/S og Kaspar Bach Habersaat, mangeårig politisk rådgiver og i dag vice president og kommunikationschef i ISS. Kaspar Bach Habersaat fortsætter som formand for bestyrelsen.

Ved sammensætningen af den ny bestyrelse er Pumpehuset efter eget udsagn "målrettet gået efter at få tilført forskellige kompetencer indenfor drift, strategi, kunstnerisk profilering og netværksdannelse."

Formand Kaspar Bach Habersaat udtaler:
"Det er et drømmehold, vi har fået sat, og jeg er meget tilfreds og forventningsfuld på Pumpehusets vegne. I de næste fire år er det vores mål på ny at opnå anerkendelse som uundværlig i spillestedsmiljøet i Danmark. Pumpehuset skal hæve ambitionsniveauet og leve op til sit navn - som pumpende drivkraft i det københavnske musikliv, en motor, der stabilt banker i takt med byens puls og tilfører liv og udvikling til dansk, rytmisk musik".

For Safri Duos Uffe Savery er det første gang, han kaster sig ud i bestyrelsesarbejde, og han er optimist:

"Vi står selvfølgelig overfor en stor opgave," udtaler han. "Men Pumpehuset er et fedt sted både at optræde og lytte til musik. Det skal vi være bedre til vise i den kommende tid, og så skal vi have aktivitetsniveauet i vejret. Jeg ser det som en opgave for mig at udnytte mit netværk og min erfaring fra den internationale scene til at være med til at puste liv i Pumpehuset. Samtidig er det virkeligt spændende at udvikle stedet i samarbejde med nye, toneangivende aktører i musiklivet som Le og Kristoffer.

Pumpehuset er, som navnet antyder, bygget i et tidligere vandværk og blev indviet i 1987. Koncertsalen kan rumme 600 mennesker. Blandt de navne, der har spillet på stedet gennem tiden, kan nævnes Robbie Williams, Björk, PJ Harvey, Iggy Pop, Suede, Linkin Park, Garbage, David Byrne, Crowded House, Martha Wainwright, Glasvegas og mange, mange flere, herunder en lang, lang række danske kunstnere. I den kommende tid byder spillestedet på koncerter med blandt andre Suicidal Tendencies, Chimaira + Unearrth + Throwdown + Daath, Karen, Hatesphere + Illdisposed, Mads Langer og Dúné.

ANNONCE