Nyhed

The Tragically Hip til Danmark

Det canadiske orkester gæster Vega i november

Det canadiske orkester The Tragically Hip gæster Lille Vega i København 20. november. The Tragically Hip har et stort publikum i hjemlandet, hvor de har vundet en hel stribe af de prestigefyldte Juno Awards, en slags canadisk svar på Grammy-priserne. I 2005 blev de endvidere optaget i Canadian Music Hall Of Fame. The Tragically Hip er desuden gået direkte ind på førstepladsen på den canadiske hitliste med hele otte forskellige album.

The Tragically Hip har dog også et lidt mindre, men dedikeret publikum uden for Canada og også i Danmark. I alt har gruppen i øvrigt udsendt 12 studiealbum fra den selvbetitlede minialbum-debut i 1987 og fuldlængde-debuten i 1989 med "Up To Here" og til og med det hidtil seneste, "We Are The Same" fra i år.


Bandet fra Kingston, Ontario blev dannet i 1983 og er især kendte for deres energiske live-optrædener, der ofte fører til nyfortolkninger af deres sange, både musikalsk og tekstligt. Besætningen består af Gordon Downie (vokal og guitar), Paul Langlois (guitar), Rob Baker (guitar), Gord Sinclair (bas) og Johnny Fay (trommer).

Billetsalget til koncerten åbner mandag den 8. juni klokken 10 på Billetnet.

 


ANNONCE