x

Radiohead-trommeslager udgiver soloalbum

Radiohead-trommeslager udgiver soloalbum

I august udkom albummet "The Sun Came Out", som Crowded House-frontmanden Neil Finn udgav som del af sit "7 Worlds Collide"-projekt. Her optrådte blandt andre Radiohead- og Wilco-medlemmer side om side sammen med andre kompetente musikere, som den australske sanger Neil Finn havde samlet. Nu har trommeslageren Phil Selway fra Radiohead trukket på sine bekendtskaber fra dette projekt til at skabe sin solodebut.

Derfor er de to Wilco-medlemmer trommeslageren Glenn Kotche og guitaristen og keyboardspilleren Pat Sansone med på den kommende udgivelse fra den kendte trommeslager. Derudover medvirker to andre musikere fra "7 Worlds Collide"-projektet, nemlig multiinstrumentalisten Lisa Germano og bassisten Sebastian Steinberg.

Radiohead-trommeslageren solodebuterede også på scenen i forbindelse med Neil Finns velgørenhedsprojekt, da han spillede sangen "The Family Madness" til en koncert i Auckland i januar. Phil Selway er berygtet for sit trommespil på numre som "Exit Music (For A Film)", og "Pyramid Song" i Radioheads bagkatalog, men til koncerten, hvor "The Family Madness" blev spillet, optrådte trommeslageren som guitarist og forsanger. Hvordan rollefordelingen er på det kommende album, er endnu uvist, men med de annoncerede gæster, skal det blive spændende at høre Selway i denne nye rolle.

Der foreligger endnu ikke en udgivelsesdato på Phil Selways album, og historien melder heller ikke noget om, hvilke typer medier Radiohead-manden vil vælge at udgive albummet på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA