Nyhed

U2 vil have deres eget computerspil

Adam Clayton udtaler, at det nye Beatles-spil har givet U2 lyst til at blive omsat til pixels

Der har tidligere været tale om, at folkene bag spillet Rock Band skulle lave en version med U2, men i første omgang blev den idé droppet. Men nu udtaler bandets bassist Adam Clayton til USA Today, at U2 nu igen er interesseret i at se sig selv i et computerspil efter at have prøvet "The Beatles: Rock Band".

Clayton siger, at projektet oprindelig blev droppet sidste år, fordi bandet følte, at de skulle indgå en række komprosmisser, de ikke var villige til at indgå. Men efter at have set "The Beatles: Rock Band" spillet føler Clayton, at man vil kunne lave et spil, der lever op til deres krav.

"Jeg elsker idéen om, at det er der, hvor folk får deres musik, og vi ville elske at være en del af den verden. Vi skal nok finde ud af noget. Det, Beatles har gjort, hvor animationen er meget mere repræsentativ for dem, er det vi er interesserede i, i stedet for en 'en størrelse passer til alle'-løsning. Vi har ikke lyst til at være karikaturer".


"The Beatles: Rock Band" udkom i starten af september i år, og der er endnu ikke blevet offentliggjort planer om at udgive flere spil dedikeret til en kunstner.

ANNONCE