Nyhed

Horsens præsenterer endnu en jazz-stjerne

Den verdensberømte jazz-pianist Brad Mehldau skal spille i Horsens Ny Teater til foråret

Horsens Ny Teater har før haft store jazz-navne på plakaten, og nu swinger den amerikanske pianist Brad Mehldau også en tur forbi, til hvad der ifølge arrangørerne bliver en fantastisk oplevelse. Han er den tredje jazzstjerne på et år, der gæster Horsens, og det lyder til at der er flere på vej.

"Brad Mehldau er efter min mening den stærkste rising pianostar på en ellers stjerneklar jazzhimmel. Jeg har selv oplevet ham for et par år siden i København, og han er ganske enkelt fantastisk.  Vi er stolte af at kunne præsentere en så markant jazz-kunstner, og jeg kan da godt afsløre, at han ikke bliver den sidste i rækken. Man kunne godt tænke sig, at en af Melhdaus tidligere musikalske legekammerater er på vej hertil i den nærmeste fremtid".

Sådan siger direktøren for Horsens Ny Teater, Kim Bisgaard Pedersen. Nogle af de tidligere "legekammerater", der kunne tænkes at komme til Horsens, er blandt andet Pat Metheny, Wayne Shorter og John Scofield, tunge drenge i jazz, som Melhdau tidligere har lavet projekter med.


Mehldau har et ry for at gøre tingene lidt anderledes. Han er en teknisk kyndig pianist, der er kendt for at lave fantasifulde improvisationer og for at spille sange, der bestemt ikke hører under genren jazz, før han kører dem igennem sit piano. Han har blandt andet taget Radiohead, Soundgarden og Oasis' udladninger under kærlig behandling, så publikum får sig garanteret en helt særlig oplevelse.

Vil man gerne opleve Brad Mehldaus koncert, er det søndag den 21. marts klokken 20.00, og billetter kan købes via GAFFA LIVE. 

Har man lyst til en lille forsmag på, hvad man kan vente sig af koncerten, er der et par gratis downloads på hans officielle hjemmeside af hans tidligere arbejde.


ANNONCE