Nyhed

Underskriftindsamling mod lukningen af P3’s Festudvalget

Protester mod endnu et DR-programstop

Som GAFFA.dk flere gange har berettet om, har DR-P3’s annoncerede lukning af den alternative lytterhitliste "Det Elektriske Barometer" fra årsskiftet medført massive protester, der bl.a. har resulteret i demonstrationer og underskriftindsamling. Nu sker der noget lignende for programmet "Festudvalget", der de sidste tre år har sendt house, trance og lignende ud over det ganske land hver fredag aften.

Også dette program har DR – ligesom i øvrigt "Børneradio" – imidlertid proklameret lukket fra årsskiftet, da programmerne ikke passer til P3’s "flow", som man ønsker trimmet i lyset af konkurrencen fra de to nye landsdækkende kanaler Sky og 100 FM.

En kreds af vrede lyttere frygter dog, at den mere eksperimenterende dansemusik ikke vil få mange chancer med den nye P3-profil og opfordrer dermed folk til at protestere over lukningen på flg. adresse: http://beam.to/red_festudvalget, der har fået flere hundrede underskrifter på få timer.


ANNONCE