x

Lovebites tilbage med nyt album efter fire års pause

Lovebites tilbage med nyt album efter fire års pause

Den danske gruppe Lovebites, kendt for både sødmefuld og eftertænksom guitarpop, udgiver 26. januar deres første album i mere end fire år. Albummet, der bliver bandets tredje studiealbum, får blot bandets navn som titel – måske fordi der lidt er tale om en ny start for bandet efter flere op- og nedture.

Lovebites debuterede i 1997 med albummet "Nothing But Joy", der gav dem flotte anmeldelser og radiohits som "Travelling" og "Hey Look Around". Allerede kort efter gik sangerinden Solveig Sandnes dog ud for at satse på en solokarriere – som dog indtil videre kun har udmøntet sig i et enkelt album – og blev erstattet af Mathilde Lunderskov. Med hende udgav Lovebites i 1998 livealbummet "Live + 2" og i 1999 studiealbummet "Exploding Star", der igen gav et par radiohits med "Face The Mirror" og "In Essence". Kort efter udgivelsen gik bandets selskab Epitone dog konkurs, hvilket slog Lovebites ud af kurs en tid.

Efter en lang pause, hvor der også er dukket et par Lovebites-børn op, er gruppen nu tilbage, denne gang på eget selskab, Lovebitesrecords. Siden sidst er den ene guitarist, Henrik Olesen dog gået ud for at koncentrere sig om sit andet projekt, duoen Olesen-Olesen, mens korsangerinden Sigrún Gudbrandsdóttir har sagt farvel for at arbejde på fuld tid som musikvideoinstruktør og coverdesigner, om end hun har nået at synge kor på en række sange på albummet. Lovebites er nu en kvartet med Lunderskov, ægteparret Karina og Andy FossFenn (hhv. guitar/kor og bas/programmering) og Niclas Tange (trommer).

Det nye album er produceret af bandet selv i samarbejde med Rune Schjøtt, der tidligere har produceret for Moi Caprice og Lise Westzynthius og i øvrigt er tidligere vært på den snart hedengangne alternative P3-lytterhitliste "Det Elektriske Barometer". På albummet medvirker på guitar desuden Peter Peter (Bleeder, meget eks-Sort Sol m.m.), Marie Frank-guitaristen Søren Koch, Moi Caprices David Bundsgaard og Mathildes far, skuespilleren og musikeren Lasse Lunderskov samt på strygere Studie Strygerne, der også er at finde på The Cardigans’ seneste album.

Tracklisten er som følger:
Are You Ready?
You And The Moon
Occupied
So Sweet
10.000 Miles Away
What Is It?
You Better
Open Space
Slow It All Down
Star
Last Summer
So Long


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA