Nyhed

Rammstein er forbudt for børn

Den tyske industrial-gruppe er blevet klassificeret som skadeligt for børn af den tyske stat

Rammstein udsendte i sidste måned albummet "Liebe Ist Für Alle Da", der på trods af den harmløse titel indeholder en del forsøg på at provokere. Nu er det pornoficerede album alligevel blevet for meget for den tyske familieminister, der kræver, at udgivelsen ikke kan købes af børn og unge.

Den nye dom, der forbyder butikkerne at have albummet stående fremme på hylderne, bliver kommenteret af medlemmerne af Rammstein på deres tyske Facebook-side:

"Det nye Rammstein-album er blevet klassificeret (som materiale med begrænset adgang, red.) efter en ansøgning af familieministeren Ursula von der Leyen og kan dermed fra dags dato kun fås, når man spørger efter det i en butik. Folk, der er gamle nok, skal fremvise identifikation, når de vil købe det nye album."


"Liebe Ist Für Alle Da" har i forvejen fornuftige salgstal og har blandt andet ligget nummer et på albumhitlisten i Danmark. Derfor kan man undre sig over den sene klassificering af albummet som voksenmateriale. Metal-provoerne fra Rammstein skriver videre på deres Facebook-side:

"Grunden til klassificeringen skal findes i 'Ich Tue Dir Weh', fotografierne og især det artwork, hvor Richard (Z. Kruspe, guitarist, red.) har en kvinde på sine knæ. Det bliver begrundet med, at det ikke er en rigtig måde at vise S/M til ungdommen."

Familieministeren Ursula von der Leyen er derudover fortørnet over videoen til singlen "Pussy", hvor der også vises sex uden kondom, hvilket ifølge det tyske ungdomsudvalg er et forkert signal at sende til børn og unge, mens aids stadig er en ubredt sygdom. Om lignende tiltag bliver gennemført i andre lande som Danmark, melder historien ikke noget om.


ANNONCE