Nyhed

Ozzy aflyser Europaturné inkl. Danmark

Omsider bekræftelse efter langvarige rygter oven på motorcykelulykke

Koncertarrangøren DKB Motor bekræfter nu, at Ozzy Osbourne har aflyst hele sin Europaturné og dermed også sin koncert i Valby Hallen 20. januar.

Aflysningen kommer ikke som den helt store overraskelse, da det allerede før jul forlød, at Ozzy skulle bruge flere måneder på at komme sig efter sin ulykke i starten af december, hvor han – som tidligere omtalt på GAFFA.dk – væltede på en firhjulet motorcykel, som derpå væltede ind over ham.

Her brækkede Ozzy et kraveben, seks ribben og en ryghvirvel i halsen, og han måtte ligge i respirator i en uge. I et interview med The Sunday Mirror kort efter opvågningen takkede den stadigt groggy Ozzy hjerteligt sin bodyguard Sam Ruston og sagde, denne havde reddet hans liv ved at give ham kunstigt åndedræt lige efter ulykken.


For et par år siden brækkede Ozzy i øvrigt benet, så den gamle rock'n'roller er ikke helt så ustoppelig som i de gode gamle dage.

Billetter refunderes, hvor de er købt, frem til d. 20. februar 2004.


ANNONCE