x

Craig Finn spiller Walt Whitman på nyt album

Craig Finn spiller Walt Whitman på nyt album

Det kommer formodentlig til at flyve med litterære referencer, når amerikanske Titus Andronicus (opkaldt efter en Shakespeare-tragedie) til marts udsender albummet "The Monitor", der i følge Pitchfork handler om den amerikanske borgerkrig. Gruppen har til denne opgave indhentet hjælp fra blandt andre Craig Finn fra The Hold Steady samt Cassie Ramone fra Vivian Girls.

Bandet debuterede i 2008 med albummet "The Airing Of Grievances" - en reference til en tradition forbundet med højtiden Festivus - der også indeholder referencer til Biblen, Hunter S. Thompson, Pieter Bruegel og Albert Camus. Til deres kommende album har de valgt at kaste sig over konceptalbumgenren, og valget er faldet på den amerikanske borgerkrig (1861–1865). Men skal man tro frontmand Patrick Stickles, så kommer albummet ikke ligefrem til at indeholde en slavisk gennemgang af de mange slag frem mod Robert E. Lees overgivelse.

"Den foregår ikke i gamle dage, og den indeholder heller ikke nødvendigvis karakterer, der deltog i konflikten. Faktisk er det et album om, hvordan de konflikter førte vores nation ind i den ulykke, der fortsat eksisterer, og den effekt som det fortsatte skel har på vores personlige forhold og vores opførsel, og hvordan de alle er ude efter os (eller måske ikke) og yadda yadda yadda".

Men selvom Stickles altså ikke vil levere en musikalsk gennemgang af den krig, der har krævet flest amerikanske liv, så vil der nu alligevel dukke en række historiske personligheder op på pladen. Eksempelvis har The Hold Steady-frontmanden Craig Finn bidraget i rollen som forfatteren Walt Whitman, der omkring borgerkrigens afslutning hyldede Abraham Lincoln med digtet "O Captain! My Captain!", og lidt mindre oplagt bidrager Cassie Ramone fra Vivian Girls som Jefferson Davis, der under krigen var præsident for sydstaterne.

Også Abraham Lincoln og William Lloyd Garrison portrætteres undervejs, og man kan forvente, at dette vil ske i små spoken word-afsnit, der kommer til at ligge mellem sangene på albummet.

Hvordan alt dette lyder kan man høre 8. marts, når Titus Andronicus udsender albummet "The Monitor".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA