Nyhed

John Mayers ”Battle Studies”-turné er godt undervejs

GAFFA var med til guitarvirtuosens europæiske tourpremiere i Amsterdam

På den sidste aften i maj gæster John Mayer - modtager af GAFFA-Prisen i kategorien Årets Udenlandske Sanger - et allerede udsolgt Forum i København, men GAFFA tog allerede temperaturen på "Battle Studies"-turneen, da John Mayer i vanligt spotlys-centrum og omgivet af sit syv mand store backingband spillede for et udsolgt Heineken Music Hall i Amsterdam. Billetterne til hans koncert på samme venue den 2. juni 2010 blev oprindeligt revet væk. Derfor blev en ekstrakoncert presset ind i turnéplanen

Det var en dedikeret fanskare, der med jævnlige hvin mod scenen fik hovedpersonen til at føle sig godt tilpas. Han gengældte ved at fortælle, at adskillige henrykte twitter-beskeder fra fans op til koncerten havde rørt ham dybt, og virkelig fået ham til at forstå, hvor vigtigt det også er at spille de europæiske venues.

Af sætlistens 14 sange var seks af dem fra hans fjerde og seneste studiealbum "Battle Studies", heriblandt radiohittet "Who Says", "Heartbreak Warfare" samt coveret af "Crossroads", som oprindeligt er skrevet af Robert Johnson, og - hvilket flere måske vil nikke genkendende til - siden opført af mr. Slowhand, Eric Clapton. Koncerten bød også på hits som "Bigger Than My Body" og "Gravity" og foldede sig via længere mellemstykker og soloer ud på næsten to timers varighed.


Skal man tro to af de hollandske koncertgængere, som GAFFA talte med umiddelbart efter koncerten, bør man blandt andet rette fokus på en af de soloer. Vi spurgte dem, hvad danskerne bør glæde sig mest til.

"Trommesoloen fra Steve Jordan og den meget unikke måde at spille covernumrene på," sagde 23-årige Martin Krell og henviste udover ovenstående "Crossroads" også til nummeret "Free Fallin'", der er et cover af en Tom Petty-sang fra 1989.

"Den sidste sang ("Friends, Lovers Or Nothing", red.) er klart den, de bør se mest frem til," mente 23-årige Elske Vanderstelt omvendt. Uanset hvad der måtte appellere mest, er det en charmerende guitarvirtuos fuld af guitarsolo-spilleglæde, der tager imod.


Læs GAFFAs anmeldelse af koncerten

ANNONCE