x

Billy Corgan indspiller med Jessica Simpson

Billy Corgan indspiller med Jessica Simpson

Har man surfet på diverse udenlandske musiksider i løbet af de sidste par måneder, er man højst sandsynligt snublet over historien om den blomstrende romance mellem Jessica Simpson og Billy Corgan, der for ganske nylig er gået fra at være et rygte, til at være fakta. Mange af disse musiksider har højlydt undret sig over koblingen, og nu er der altså smidt yderligere benzin på bålet, for det er netop blevet bekræftet, at parret er gået i studiet, for sammen at indspille en sang.

Det er Jessica Simpson selv, der er gået online med nyheden på sin Twitter-side, hvor hun har postet et billede af hende selv og Corgan i studiet, sammen med kommentaren: "Jeg er velsignet. Gennemgår en sang med @Billy." Corgan har i øvrigt også hjulpet en anden sangerinde for nylig, nemlig Courtney Love, der med sit band, Hole, snart et albumaktuel med pladen "Nobody's Daugther".

Hvad der så kommer ud af det, er ikke til at vide. Der er ikke kommet mere specifikke informationer ud om samarbejdet, så hvorvidt vi i nærmeste fremtid kan tænde for radioen, og høre en besynderlig fusion af poppet country med en blond forsangerinde og Smashing Pumpkins-guitar, eller om Corgan simpelthen har givet et par gode råd til Simpson, skal nok blive interessant. Eller for at citere Gigwise.com: "Vi afventer resultatet af deres samarbejde med en passende følelse af bekymring og frygt."

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA