Nyhed

Franz Nicolay forlader The Hold Steady

Bandet står nu uden en pianist med exceptionel viden om overskægsvoks og cirkus-freaks

De sidste fem år har pianisten Franz Nicolay været medlem af bandet The Hold Steady, og i den periode har han bidraget med forrygende boogie-piano, kor på en stor del af bandets materiale samt masser af positiv energi på scenen. Men på sin officielle webside meddeler han nu, at han har forladt bandet.

Nicolay medvirker på bandets tre seneste studieudgivelser, men har sideløbende været involveret i en række sideprojekter, og udgivelsen af soloalbummet "Major General" bragte ham sidste år forbi Danmark, hvor han gav to koncerter som opvarmning for Mark Eitzel.

Til disse koncerter fortalte Nicolay om at arbejde i et omrejsende cirkus, sin fascination af Jimmy Durante og Charles Aznavour og sin tid på den amerikanske punkscene, og den del af disse erfaringer fandt deres vej ind i hans tekster. Historierne dukker op igen i bogen "Complicated Gardening Techniques", som Nicolay udgiver til februar.


På sin webside skriver Nicolay, at han forlod bandet i slutningen af november, men at han allerede informerede bandet om sin beslutning i september. Udover at skrive at fem år må være nok, giver han ikke nogen begrundelse for ikke længere at ville være med i The Hold Steady.

Dette sætter bandet i en lidt uheldig situation, mens de arbejder på deres femte album. Gruppen var begyndt at spille nye sange til koncerterne i efteråret 2009, og arbejdet med produceren Dean Baltulonis er begyndt.

Der er endnu ikke kommet en officiel udmelding fra The Hold Steady om deres fremtidsplaner, men de bliver i hvert fald svært for dem at finde en lige så unik pianist til deres band.


ANNONCE