Nyhed

Dee Pee vender tilbage

Rockers By Choice-rapperen udgiver 26. april endelig sin solodebut. Lil Jay, Petter og Patrick B er med på projektet.

"Perspektivet" er blevet udskudt og udskudt, men nu er der lovet en releasedato, lavet en video og udsendt en single. Årets undergrundsrapper 2005, Patrick B, og den svenske stjerne Petter er gæster, mens blandt andre Lil Jay har produceret. Dee Pees egen søn, Alexander, er også med på Rockers By Choice-rapperens første soloudgivelse.

Lyden på "Perspektivet" er en hyldest til østkystens fundamentale hiphopelementer, mens teksternes fokus panorerer over for-, nu- og fremtid, samt det at forblive tro mod rødderne, uden at sidde fast.

Der er udsendt en single, "Håbet," med tilhørende video. For at lave denne video, hvor man også møder legenderne Timbo King og Kurtis Blow, har Dee taget turen til New York; den samme tur, der engang sendte en 17-årig Per Pedersen hjem til Amager med ønsket om at opdyrke den ukendte kultur i sit hjemland.


Rapperen, der lyder det borgerlige navn Per Pedersen, er i dag 45, og kan i år fejre 21-året for gennembruddet med RBC. Dengang var det singlen "Engel," der skabte opmærksomhed omkring gruppen, og denne sang kunne for nylig opleves live, da gruppen indtog Zulu Awards-scenen i selskab med Rasmus Seebach og hans kæmpehit af samme navn.

Rockers By Choice var nogle af pionererne på landets rapscene, der i selskab med MC Einar i sin tid bragte Brooklyn-kulturen ind i dansk populærmusik.

"Perspektivet" har tidligere været sat til at udkomme, først i 2008, og siden i 2009, men nu skulle det altså ligge fast, at Dee Pee solodebuterer d. 26. april.


Se videoen til "Håbet"

ANNONCE